Kommunernes Selvstyre og Centraladministrationen ved Christiansborg

Sol Gudimage

 

Kommunernes Selvstyre og centraladministrationen ved Christiansborg
– Kulturen på Christiansborg og i kommunerne såvel som i regionerne
Politikerne opfordres til at genfinde respekt
– De glemte apartement chefer
– embedsværkets rolle og regnedrengene der leder slaget i skjul
– velfærdsstaten som en intakt universel velfærd i national staten – Fra velfærdsteknikkere til velfærdspraktikkere
– Reformer love og regler

Naja Dandanell
Født i 1986, Valby i København.
Journalistpraktikant fra Syddansk Universitet. Forfatter af denne artikel;

http://www.information.dk/471779

Artikel i Information d. 11. september 2013
Magtfulde embedsmænd undgår rampelyset
Ud af landets 20 departementschefer ønsker ingen at stille op til interview. Forklaringen skal ikke findes i beskedenhed, men i at deres arbejde trives bedst uden for mediernes rampelys. Men offentligheden har krav på at vide, hvad landets øverste embedsmænd laver, mener professor Ove Kaj Pedersen.
( Ove Kaj Pedersen er en dansk politolog og professor i komparativ politisk økonomi ved Copenhagen Business School, hvor han var grundlægger af Department of Business and Politics. )
De er svære at komme i kontakt med, departementscheferne. Efter fire uger har en femtedel ikke givet lyd fra sig på trods af tre rykkere. Et par stykker har svaret selv, mens størstedelen har kommunikeret gennem pressemedarbejdere: Alle gange har svaret været variationer af et pænt ’nej tak’. Ofte lyder begrundelsen fra landets øverste embedsmænd, at de »af princip ikke stiller op til interviews om sig selv/jobbet«, mens andre »ikke har mulighed for at deltage«, og andre igen »har ikke behov for at deltage«.

Departementschefernes politiske rolle er ellers vokset igennem de seneste år, og derfor er de i stigende grad blevet interessante for offentligheden.

Emnet for interviewene skulle have været departementschefernes arbejdsområder, arbejdsopgaver og udfordringer. De har alle haft mulighed for at ringe og høre nærmere, og det er blevet indskærpet, at interviewet ikke skulle handle om de politiske linjer, da enhver politisk udmelding ligger hos ministeren. Alligevel var svaret nej.

Det overrasker ikke professor Ove Kaj Pedersen, der dog finder det »forunderligt«, at departementscheferne ikke vil deltage.

»Det er vigtigt at lægge mærke til, at de fleste af dem har afvist med den begrundelse, at de principielt ikke deltager i interviews,« siger Ove Kaj Pedersen. »De deltager jo i en række interviews – f.eks. i forbindelse med forskningsprojekter og bogprojekter, hvor de udtaler sig om deres arbejdsbetingelser og måde at arbejde på, så det er da besynderligt, at de overvejelser ikke må komme ud i offentligheden.«

Ove Kaj Pedersen lægger vægt på, at departementscheferne formentlig er nervøse for at komme til at udtale sig om politiske forhold, fordi det for dem altid er en afvejning mellem hensynet til offentligheden og loyaliteten overfor ministeren. Men eftersom offentligheden ifølge Ove Kaj Pedersen har krav på at vide, hvad de øverste embedsmænd foretager sig, er han ikke enig i departementschefernes holdning med ikke at udtale sig »af princip«.

»Det er en almen norm, som er alment accepteret: Hvis man sidder på en højere embedspost, har man en forpligtigelse til at gøre offentligheden opmærksom på, hvad man arbejder med,« siger Ove Kaj Pedersen.

Lukket verden
Embedsmænd vil ikke beskyldes for at være sovset ind i politik. Det er årsagen til, at det absolut hører til sjældenhederne, at en departementschef ytrer sig offentligt, mener forhenværende departementschef i Erhvervsministeriet Jørgen Rosted.

»Det er karriereskadeligt, og derfor gør man det ganske enkelt ikke,« siger han.

Jørgen Rosted beskriver forholdet mellem departementschefen og ministeren som »symbiotisk,« og som departementschef vil man ikke risikere at stjæle rampelyset fra sin minister. Det må ikke fremstå, som om ideerne ikke stammer fra politikeren selv.

»Du bliver ikke departementschef, hvis du har ambitioner om at få personlig indflydelse. Men selvfølgelig har du – på din ministers vegne – en langtfra beskeden magt,« siger Jørgen Rosted.

Samme opfattelse har forfatter og kommunikationsrådgiver Peter Mose:

»Man har en enorm magt som departementschef, men Djøf-eliten selv understater sin magt,« siger Peter Mose. Sammen med Susanne Hegelund er han forfatter til bogen Javel, hr. minister fra 2011, der er baseret på interview med flere end 150 kilder i og omkring centraladministrationen.

Mens embedsmændene altså giver indtryk af at være langt fra magtens midte, »har man nogle politikere, som overdriver deres magt,« siger Peter Mose. »Og endelig har man nogle journalister, som ikke helt afdækker forholdet i deres artikler.«

Journalisternes fascination retter sig til gengæld mod spindoktorer, mener Peter Mose. »Men det er hos embedsværket, at tingene forberedes. Det er dér, rigtig meget koordination foregår. Politikere kan ikke lide at høre det, men så meget magt har de faktisk heller ikke. De sidder meget ensomme på toppen,« siger Peter Mose.

I dag koordineres regeringsarbejdet systematisk i regeringens Økonomiudvalg samt i Koordinationsudvalget. Ud over ved ministrenes formelle møder samles departementscheferne til en månedlig frokost og seminarer to gange om året – især sommerseminaret er uformelt og har igennem de seneste år fundet sted på afsidesliggende øer som Antholt og Læsø.

»Der er jo stort set ikke den småø, der ikke har haft besøg af magten klædt i cowboybukser,« siger Peter Mose.

For departementscheferne er der stor forskel på graden af indflydelse, og de mest indflydelsesrige er departementscheferne i Statsministeriet og Finansministeriet: Christian Kettel Thomsen og David Hellemann.

Allerede i 1990’erne blev der lagt mærke til David Hellemann, der dengang som fuldmægtig var en del af Finansministeriets departementschef Anders Eldrups flok.

I 2013 blev han kåret til Danmarks mest magtfulde embedsmand i Berlingske Business Magasins Magtanalyse, og David Hellemann blev også kåret til at være nummer fire på listen over de mest danskere overhovedet. Dermed lå han foran eksempelvis nationalbankdirektøren, lederen af oppositionen og de 20 ministre, der alle var blandt de nominerede.

Budgetbissernes opdrag
Der har været 38 departementschefer fra 2001 til 2011, og af dem har næsten en tredjedel været ansat i Finansministeriet, før de opnåede posten som departementschefer i andre ministerier.

Det er en ny udvikling, for tidligere havde stort set alle embedsmænd deres opdrag fra Justitsministeriet. Men i takt med at embedsapparatet har fået andre opgaver ved siden af de juridiske, er der blevet behov for en anden type departementschefer, som kan tænke i central økonomistyring.

»Langt de fleste topembedsmænd i dag har været forbi Finansministeriet og forstår den logik. Så kan de derfra ryge ud i et ministerium og tale fuglenes sprog. De kan synge, som man gør i Den Røde Bygning,« siger Peter Mose og refererer til Finansministeriet på Slotsholmen.

For et fagministerium er der mange fordele ved at have en embedsmand i folden, som er skolet i Finansministeriet, mener Peter Mose. Men det kan også give bagslag for ministeriet:

»På den anden side er departementschefen også lidt en ’femtekolonne’, fordi han ved, hvor besparelsesmulighederne ligger, hvis han ryger tilbage til Finansministeriet.«

Det store skred i embedsværkets rolle skete i løbet af 1990’erne, hvor den socialdemokratiske finansminister Mogens Lykketoft (S) og hans departementschef Anders Eldrup med oprettelsen af Økonomiudvalget – i daglig tale Ø-udvalget – udviklede Finansministeriet til at have den afgørende position, det har i dag.

»Ø-udvalget er nåleøjet. Alle væsentlige beslutninger, som har en eller anden økonomisk karakter, skal igennem Ø-udvalget. Så der er rigtig meget magt i det udvalg – både for de ministre, der sidder der, og så sandelig også forde departementschefer, der forbereder sagerne til Ø-udvalget. Det er nøglepersoner i dansk politik – både på politisk side og på embedsmandssiden,« siger Peter Mose.

Nøgleembedsmændene udgør også det, der med et glimt i øjet kaldes Vogternes Råd – den absolutte inderkreds med overvogteren fra Statsministeriet, kollegaen fra Finansministeriet og typisk også den ledende embedsmand i Udenrigsministeriet, Justitsministeriet eller Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Men embedsmænd fra Finansministeriet er ikke kun i stand til at tænke i økonomistyring – de er også skolet i at tænke innovativt. Og det er nødvendigt, når vejen til toppen ikke længere går hierarkisk opad i ét ministerium. I dag opnås et topjob i departementerne ved, at man bevæger sig på tværs af ministerierne.

»I dag er topembedsmanden meget fokuseret på regeringens indre liv og det tværgående, hvor han i gamle dage var en vogter, der passede sit ministerium,« siger Peter Mose.

Han peger på departementschef i Økonomi- og Indenrigsministeriet, Sophus Garfiel, som det mest markante eksempel på den nye type departementschef: Han begyndte sin karriere i Udenrigsministeriet i 1994, og i løbet af kort tid nåede han gennem fire andre ministerier, heraf de tungeste: Stats- og Finansministeriet.

Også Økonomiministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Undervisningsministeriet har han været forbi, før han i 2011 nåede topposten som departementschef for Margrethe Vestager (R).

»Departementscheferne er mere flytbare brikker i dag,« siger Peter Mose.

Den neutrale embedsmand
Den store diskussion om embedsmændenes og især departementschefernes rolle knytter sig til den såkaldte politisk-taktiske rådgivning: Den faglige rådgivning overlader man til embedsmænd længere nede i hierarkiet, mens man i toppen af ministeriet bruger tid på at tænke politik. Og i et land som Danmark, hvor embedsværket i princippet bør være neutralt, kan det være svært at undgå, at embedsmænd hænges ud for at være for politiske. Sådan lyder vurderingen fra forhenværende departementschefer, som Information har været i kontakt med, og som ønsker at være anonyme.

De taler om ’en ny bevægelse’ hos landets øverste embedsmænd, hvor departementscheferne er så nervøse for at miste indflydelse hos ministeren – for eksempel ved at ministeren får ’fikse ideer’ fra eksempelvisinteresseorganisationer. Derfor er departementscheferne ekstremt optagede af politikudvikling.

Ifølge Jørgen Rosted bliver den politisk-taktiske rådgivning i dag mere og mere omsiggribende. Og han mener, at det er dybt betænkeligt, at de embedsmænd, som rådgiver politisk, også har ansvaret for den neutrale faglige rådgivning.

»Konstruktionen i Danmark er forkert. Og selv om der er mange, der ønsker at ændre den, er der næppe nogen ministre eller departementschefer, der ønsker at ændre den,« siger han.

Også Peter Mose tror på en ny bevægelse i embedsværket:»Man siger jo, at ’ministre forgår, mens embedsmænd består’, men det er et dogme, der er under udfordring.«

 

 

 

One thought on “Kommunernes Selvstyre og Centraladministrationen ved Christiansborg

Skriv et svar