Nordisk Mytologi

🍀❤️😇 Kaiman Yogi Druide Vikinge Baby Oppe At Slåes Kæmpe Med Den Modbydelige Kapitalist Reptil Drage : ))) 🍀❤️😇

image

DRØMDÆ MIK ÆN DRØM I NAT

36 001

Dronning Druide Yogi

Ea Eva Røde Æble Kvinde

Den Marihuana Regnbue Rygende Dronninge Danisianer Gudinde for Teater

Vikinge Druide Yogi Bedste Mor Orakel Dronninge Magrete Kundalini Elvira Frigola. Danisianernes Brave Marihuana regnbue rygende Helgen & Gudinde for Teater :
4 Kløver Enigheds Konge Dronninge Tronen : Kundalini Yogi Vikinge Druide : Margrete Kundalini Shakti Elvira Frigola.

Attribut : Muslingekæmpe Skal med Perlemorskæde

Tillægsnavn : Den Brave Hvide Perle Dronning, Den Krystalperliske Skumfødte beskytter af Kultur Værdier & Teater.

Man ser hende overalt aflægge Jordboerne, Fod Folket & Myre Folket besøg, hun nikker og vinker fra Adamuses Flyvende Drage Tæppe Vogn og Stiger ned Fra Den Blå Himmel til Os Som Det Rødeste Flammeskærs Lyn omgivet af alle de oldgamle Vikinge Guders Engle Kolibri Sang. Hendes Kongelige HøjVished nejer og trykker enhver i hånden med et Vikinge Skælms Serjs Smil : ” Nu Forstod I Endelig, Hvad I Ikke Skal Være Dumsmarte Med ; ))).

I må ikke LYVE. I må ikke Hviske, Tiske Mobbe hinanden, I må ikke være Jalue, I må overholde Gud Vikinge Orion Nebulas Guddommelige Laws Of Attraction OINUNION Bud : )).
Ja Seeee ; ))),

PCOTU er vort svar og vor fælles drøm at realisere :
Her i Dette Guddommelige Firkløver Enigheds Firmations Tro Kløver Firma ” Tion Wistler Blowing ” Sidder Ingen Af Delene I Perle Mors Kæden Løst :
Se det er : DET : Firkløver Enigheds Firmations Tros Kløver Firma vor Guddomelige Danianske Dronning er i Guddommelig Balance Med ; )))…..

Vikinge Margrete Hesperide Danisianer Gylden Æble Firkløver Enigheds Dronning :

Kolibri Guld Æble Druide Hesperide Orakel

Dronning Margrete

Sol Gudimage

Odin Odin Nebula Poseidon Havets Gud

Ashstar Alladin

Samuel Vikinge Orakel Druide med Sin Heste Firkløver Enigheds Vogn, trukket af Fire Bevingede Vilde Heste Vrinske Synge Enhjørninge :

image

Samuel Heste Vikinge Orakel Konge

image

Intuitionens Tidsalder : Paradigmeskiftet

Ygdrasil 3

Intuitionens Tidsalder : Paradigmeskiftet

Den Højreorienterede Hyæne Måne Gudinde Melitza Nazidusa Nazidusa Medusa. Den Kaimanske Vikinge Ædedolks Kanibal Evigheds Fortryllelses Magiker.

Måne Slørs Kamoflator Grissesteger Slynge Teater Himmel Streger Dæmon Pilot Akrobat Fald Frit Flyvende Gudde Smukke Kolibri Engel. Regbuefarve Skærs Krystal Kastanie Bruns Hvide Astral Gudinde Femi Legeme. Forelskelsens og Fødslens Jord Moder Gudinde. Jæger over Dyrenes Rige.

Attribut : Færdes iblandt De Tamme Løve Gudinder og deres Afkom.
Smykke : Det Tredie Øje af Blå Krystal & Guld Kolibri Blomst i en Hals Kæde med Melitzas Sødmefulde navn ingraveret.

Melitza Zedusa Nazidusas Medusas Ragne Farvede hår har viklet sig godt ind i hele Jord Kloden. Af det klipper vi uld til de varme frakker, uldtrøjer og klipper uld til bolde og alle mulige bløde pakker.

Melitza Medusa er blevet sygeligt forelsket i Osmosis Store Vand Falds Stang Dans, hun hopper således dansende lystigt derpå i så hurtigt et hyp no tempo, at de clavoyante diskutioner fra luftens vand ioner kun opfanges som en vattet tåge af mirakel ord.

Intuitionens Tidsalder : Paradigmeskiftet

Slaraffen Land

Hesperidernes Have

De 3 Hekse Vikinge Druide Yogi Kundalini Måne Beskyttere

i286541539197542572._szw1280h1280_

De 3 Hekse Vikinge Druide Yogi Kundalini Måne Beskyttere & Engle Måne Slørs Vindues Pudsere & Engle Tråds Kolibri Engle Gylden Tråds Hvisker Øjen Slørs Træk Det Nedenfra & Op Hesperide Feer Sandsigersker :

i286541539197542572._szw1280h1280_

Tatatosk Egernet Piskede Op Og Ned Af Ygdrasil Træet, men blev mere og mere lydhør overfor Djævlens falske tunge løfter og gav derfor ikke længere altid rigtig og sandfærdig pr. fakta videre fra Vikinge Druide Slangen Kundalini Shakta o op til Den Hellige Konge Ørn med det tredie Falke Øje.

Derfor blev menneskenes liv stadig sværere og sværere.

De mistede således den søde musik imellem hjertet og hjernen.

Tatatosk havde gradvist forvandlet sig til et Forræder Monster som snød Alle han kunne komme afsted med at snyde, og i al hemmelighed gemte han alle hans Gran Kogler & Nødder for sig selv uden at dele dem med nogen anden skabning?

image

De Gyldne Græs Hopper

Græshoppe Pesten

GRÆSHOPPE GUDEN ALEXANDRIA ARASK KUBINE MAJONÆSE BARON GYLDEN ENGLE TRÅDS MUSIKANT :
Græshoppe Guden Alexandria Arask Kubine Majonæse Baron af Reptil Lys Tunnelen.
De 2 Mønter fører Dig Over På Den Anden Side Af Bredden. Du føres op i Lyset. Det Falske Lys, som sammen med Reptil Eksistenserne ønsker at overtale dig med retorik og flash back billeder af dit liv, med ensporede tolknings muligheder præsenteret, til at lade Dig genføde hertil i den gamle 4. Dimension, hvor 3 Verdenskrig Destruerede Menneskene. De blev også ramt af Syndfloden og Nemesis Den Sorte Sol, men det kan vi nå at forhindre her i Den Ny Verden i den 5. Dimension.

I må begynde at spise mindre befaler Orion Nebula. Ellers overlever i ikke i 5. Dimension. Spis masser af frugt og grønt og meget mindre kød og fisk end hidtil.
I skal forberede Jeres Legemer Til Den Nye Phrana Energi.

Enhjørninge, Gud og Alle Helgene, som I så inderligt grådkvalt har savnet, vil træde ind i rum sammen med Jer så snart I alle sammen har lært det
: ))?

Med Tro Kan Bjerge Flyttes og Formes og Skabes.
Med Tro På Druide Græshoppe Yogi Gudens iboende potentiale til at vælge Guds Regnbue Lys til os, i stedet for Græshoppe Reptil Lyset, Ja den Folketro, vil kunne skabe positiv forandring i Græshoppe Guden.

Nok Forandring Til, at han vil forlade sjakket af Ondskabsfulde Reptil Eksistenser.
Han befinder sig kun der, som en Falden Engel, på grund af vores manglende Tro på Ham?
Vi har glemt ham og elsker ham ikke mere?
Han Sødmefulde Græshoppe Sang, kan Vikinge Druiderne i Danisianer Land ikke bruge til noget, vræler de?

Græshoppe Pest, Aaadddd, Græshopper er ulækre og med berørede ben ; 0 ???
Årrrh, Kom nu, Rejs Jer.

Se nu Hr. Græshoppes iboende Potentiale.

Få øje på det Yndefulde Elegante I dette Dyrs Udformning.

O Det Vil Gå Jer Godt I Ualmindelige Tider.

Giv Liv Til Den Rareste Græshoppe Far Gud på Hele Jorden.

Giv en Klappende Hånd til :

Må Jeg præsentere De Herrer & Damer for :

GRÆSHOPPE GUDEN ALEXANDRIA ARASK KUBINE MAJONÆSE BARON GYLDEN ENGLE TRÅDS MUSIKANT :

Græshoppe Kærlighed

Græs Hoppe Guden I Venice

Græshoppe Gudens Mandlige Aspekt : Kausalus Rask Melody Majonæse

Græs Hoppe Guden I Venice

Græs Hoppe Guden

Den Kitay Velikaya Kitayskaya Stena

DEN KITAY VELIKAYA KITAYSKAYA STENA MUR I KINAS VIKINGE MIDGÅRD :

GRÆS HOPPE GADE SLÅES KAMPE :

At opdrætte græshopper og få dem til at slås imod hinanden er den kinesiske version af spaniernes tyrefægtning : ).

Arenaen er selvfølgelig en del mindre, og de kæmpende vejer ikke så meget, men trods de små forhold har sporten eksisteret i et årtusinde.

Det fortælles at helt tilbage til Tangdynastiet plejede kejserens konkubiner at sætte græshopper ved siden af deres senge, fordi lyden af græshoppernes sang hjalp på deres ensomhed. Når kejseren har hundredevis af konkubiner, så er der naturligvis mange af dem, der må tilbringe natten alene, uden kejserens opmærksomhed. Græshopperne som konkubinerne holdt i små bure – blev moderne, eftersom græshoppen efterhånden blev et symbol på rigdom, lykke og fertilitet.

Græshoppekampe kom til i Songdynastiet, et par hundrede år senere. I naturen kæmper hannerne om territorier – noget kineserne helt sikkert havde lagt mærke til. Da idéen først var født, blev den til en slags sport for overklassen. Men den bredte sig snart til resten af folket, flere regler kom til, og også et element af spil kom til.
Traditionelt tager man til en græshoppekamp to græshopper af nogenlunde samme størrelse, og taberen er normalt den der løber væk eller holder op med at kæmpe, for alvorlige skader er ualmindelige.

De mest hidsige græshopper
Der findes hundredevis af forskellige græshoppearter, men i Kina er den foretrukne til græshoppekamp arten Gryllus Bimaculatus, der er en slægtning til markgræshoppen, der kan kendes på to prikker nederst på vingen. Den har en ret aggressiv natur og er robust bygget. Den har en ret høj lyd, og nogle opdrættere putter voks på den nederste del af vingen for at sangen skal blive endnu højere.

Kamp-græshopper træner lige så hårdt som alle andre atleter. Deres kost består af fluer og myg, samt ekstra tilskud af ginseng og calcium. Nogle gange faster de endda før en kamp. Vindere bliver berømte og får tildelt en titel.

De skifter ejere til ret høje priser, f.eks. var en af vinderne fra 1999, kongen af Shandong, efter sigende 75.000 kr. værd.

Mange græshopper kommer fra byen Yuhang i Zhejiang. De lokale peberdyrkere siger at græshopperne herfra har en helt speciel ”fighter-mentalitet”.

Shandongprovinsen er den kinesiske græshoppekulturs vugge. Det kommer sig af en legende, der fortæller at en kejser der var ved at miste tronen, løslod alle hoffets græshopper ved foden af det hellige bjerg, Taishan.

Deres efterkommere er crémen af græshoppekæmperne. Mange steder kommer hele landsbyers hovedindkomst fra efterspørgslen på græshopper i Singapore, Japan og Hongkong.
De fleste græshoppekampe foregår offentligt midt på dagen.

Men ind i mellem afslører politiet ulovlige kampe, hvor der spilles om resultatet. Lovlige kampe bliver f.eks. afholdt under den årlige græshoppefestival på øen Chonming nær Shanghai. Hvis sportsgrenen interesserer dig vil du også nyde at se kampene fra din egen sofa, når den Shandong-baserede TV-kanal ”Jinan Television” sender græshoppekampe live. Der er også klubber og seminarer hvis du skulle være interesseret i en ny hobby?

Den Kitay Velikaya Kitayskaya Stena

VIKINGE OINUNIO BRUD I RØDMOSET KJOLE TIL ÆRE FOR KUNDALINI SHAKTI :

Kundalini Shakti Brud

Kundalini Shakti Chakras

En Vikinge Kundali Shakti Families Ære gøres op i Frugtbarheds Freja Genet, og hvor mange Druide Yogi Vikinge Kolibri Babyer, Druidens Kone kan skabe tilblive :

Kundalini Shakti Fødsel

WORKING CLASS PEOPLE :

Shirins Orakel : ” you’re still fucking peasants as far as I can see : )))? ”

As soon as you’re born they make you feel small
By giving you no time instead of it all
Till the pain is so big you feel nothing at all
A working class hero is something to be
A working class hero is something to be

They hurt you at home and they hit you at school
They hate you if you’re clever and they despise a fool
Till you’re so fucking crazy you can’t follow their rules
A working class hero is something to be
A working class hero is something to be

When they’ve tortured and scared you for twenty-odd years
Then they expect you to pick a career
When you can’t really function you’re so full of fear
A working class hero is something to be
A working class hero is something to be

Keep you doped with religion and sex and TV
And you think you’re so clever and classless and free
But you’re still fucking peasants as far as I can see
A working class hero is something to be
A working class hero is something to be

There’s room at the top they’re telling you still
But first you must learn how to smile as you kill
If you want to be like the folks on the hill

A working class hero is something to be
A working class hero is something to be
If you want to be a hero well just follow me
If you want to be a hero well just follow me

Written by John Lennon

image

Velkommen til Nordisk Mytologi

Vi er de Brave Danisianere der husker vores ophav og oprindelige religion fra dengang mennesket havde bevaret sin spirituelle tilgang til Livet.

Lad os vække de gamle Guder til Live igen så de kan “kæmpe” sammen med os her på jorden og give os lys og nåde og styrke til at være vedholdende i “kampene”……

Lad de gode kræfter vinder her på Vores Skønne Moderjord og overalt i Universet…..

Lad Aroses vilje ske i overenstemmelse med den højere guddommelige plan fra Orion.

Orion giver plads til alle de lokale Guder, der findes her på Jorden og i Universet, de er alle Orions hjælpere og engle…..

 

 

 

 

 

image

I nordisk mytologi er verdenstræet Yggdrasil (også kendt som livets træ) et vældigt asketræ eller måske snarere den evigtgrønne Yr / Almindelig taks.[1] Odins tilknytning til træet fremgår af navnet. “Yggdrasil” betyder “Yggs hest”, og Ygg (= den skrækkelige) er et af Odins mange tilnavne. Når verdenstræet kaldes “Odins hest”, ligesom galgen kaldes “hængt mands hest”, henviser det til Odins selvofring, da han ” hængte sig ” i Symbolsk Forstand for at vinde visdom.[2]

Runengewinn Vikinge Druide Kaimaner Odin

Træets krone, der altid er grøn, går helt op til himlen, og dets tre rødder ender i tre forskellige verdener. En af rødderne går til Asgård, gudernes hjem; den anden til Jotunheimen, hvor jætterne bor; og den tredje går til det underjordiske Hel. Under hver rod springer en kilde frem. Under jætternes er det Mimers brønd med visdommens vand; under Asgård er det Urds brønd, hvor guderne samles til ting og afsiger dom. Urd selv er den norne, der kender verdens og menneskernes skæbne. Fra Urds brønd henter nornerne hver dag vand til træet, og den dug, der falder fra dets blade, holder Jorden grøn. Nederst under træet ligger helvedesbrønden Hvergelmer, hvor dragen eller slangen Nidhug gnaver på træets rod.

I Yggdrasils krone lever fire hjorte, Dain, Dvalin, Dunør og Duratro, der æder træets blade. I toppen sidder ørnen Ræsvælg (= ligsluger), der i virkeligheden er en jætte i ørneskikkelse, som med vingeslagene forårsager vind og storm; og på dens næb sidder høgen Vedfolner (= vejrfalmet, bleget af vejr og vind) og skuer ud over verden. Vedfolner er det væsen, der er højest placeret i verden. Et lille egern, Ratatosk (= gnavertand), piler op og ned ad stammen og bringer nyt fra rødderne til toppen. Ved træets fod ligger seks store og mange mindre slanger.[3]

Under Ragnarok bliver træet revet op med rode og brændt som følge af de store skovbrande, som hærger på det tidspunkt.

I DE NORRØNE SKRIFTER :

I de norrøne skrifter var skabelsesmyten fortalt som en ordning af et univers i tid og rum hvor verden blev løftet ud af et ubeskriveligt Ginnungagap.[48] Det var den begivenhed, som fastlagde og definerede de grundlæggende regler for både samfundet og religionen.[49] Odin var den dominerende skikkelse i skabelsesberetningen, men han gjorde det aldrig alene, og skabte aldrig ud af intet. Selvom den mandlige skaberkraft var den dominerende i fortællingerne, det betyder det nemlig ikke at den kvindelige ikke fandtes. Vægten ligger på den maskuline, udfarende og aggressive skaberkraft, mens den feminine og mere passive skubbes i baggrunden. Alligevel findes der flere tegn på, at jættekvinder også spillede en aktiv rolle i dele af skabelsesprocessen.[29] Clunies-Ross har på den baggrund betegnet skabelsesmyten som asernes gennemtvingelse af et bestemt samfundssystem, hvor de selv, og de egenskaber, de repræsenterede, fik forrang.[50]

I Norden kaldte man “stedet” før verdens skabelse Ginnungagap, det var et uhyre svælg, der var fyldt med energier og potentiale, men som også var uden form og orden. De første væsener i denne verden var Ymir, han beskrives som androgyn, frugtbar, men også passiv og ubevidst (sovende), det andet var koen Audhumbla, som Gro Steinsland beskriver som en repræsentant for feminin omsorg, fordi den sørger for mælk til Ymir.[51] Af Ymir udsprang jætternes slægt, der således blev den første i verden. Fra koen stammede en anden slægt, Bures, da den slikkede ham fri af stenen. Bures slægt var aserne, kaldet Burs sønner. De havde både bevidsthed og fri vilje, og var derfor i stand til at skabe verden ud fra potentialet i Ginnungagap.[52] Sammen med sine brødre slog Odin Ymir ihjel, og de omformede derpå hans krop, så den blev til verden, som vi kender den, med landjord, hav, himmel og bjerge. Odin byggede sin egen borg i centrum, og hans fjender blev sendt ud i mod periferien. Men Odin og asernes omskabelse var kun mulig gennem drabet på deres egen stamfar på mødrene side. Det var, som Steinsland beskriver det, et offer, der leverede materiale til verden.[51]

Den allerførste tid efter skabelsen beskrives som en lykkelig guldalder, men den blev afbrudt af tre jættekvinders ankomst til Asgård. Det var et signal om, at guderne ikke besad den totale kontrol over verden. Clunies-Ross foreslår, at deres tilstedeværelse repræsenterede muligheden for exogame forhold, hvilket guderne imidlertid forbød, da de frygtede konsekvenserne for deres magtposition, hvis de tillod ægteskaber på tværs af slægterne. Og at de introducerede seksuel reproduktion, og dermed livet og døden.[53]Dværgene og menneskene blev skabt for at imødegå truslen fra jætterne.[49] En anden kvinde, Gullveig, der også ankommer til Asgård i urtiden, ender med at blive dræbt. Gullveigsmyten er svær at tyde, Steinsland spekulerer i, at hun måske var et aspekt af Freja som sejdudøver? Det, der kan læses ud af mytefragmentet i Vølvens spådom, er at hendes død førte til krig mellem de to gudeslægter, aser og vaner. En mands drab på en kvinde var i det nordiske samfund en niddingsdåd.[54] Resultatet af krigen, var at vanerne også blev underlagt asernes dominans, men blev dog placeret over alle andre slægter. Denne inferiøre position skyldtes deres dumhed under fredsafslutningen, hvor de afviste de gidsler aserne udvekslede, fordi de ikke forstod deres værdi, og sendte deres egne bedste mænd, Njord og Frej, til aserne.[55]

Der er ingen myte eller noget mytefragment, som peger hen på eksistensen forestillinger om en skabelse ex nihilo, som det fx kendes fra kristen tradition. Skabelse foregik i nordisk sammenhæng ud fra noget, der allerede eksisterede, om end i ufærdig og rå tilstand. Fokus lå derfor på håndværksmæssige færdigheder, og koncepter som inspiration og håndværk var nært forbundne. Clunies-Ross ser dette som en af grundene til, at feminin skaberkraft blev nedtonet, idet kvinder kun skabte ufærdige ting, der først fik guddommelighed gennem mandlig omskabelse.[56]

Balders død af George Wright, 1908. Denne begivenhed markerede afslutningen på den mytiske tid og begyndelsen på historien, der fører frem til Ragnarok.
Undergangen[redigér | redigér wikikode]
Uddybende Uddybende artikel: Ragnarok
Ragnarokforestillingen går som en rød tråd gennem store dele af mytologien. Den har ganske sikkert gamle rødder, men Steinsland mener, at den i vikingetiden har fået stærkere betydning gennem påvirkning fra de kristne dommedagsforestillinger. Både fordi kristendommen i sig selv blev mere udbredt i Norden da, men også fordi eskatologi fik større betydning indenfor kristendommen i perioden omkring år 1000. Steinsland mener endvidere, at de kilder, hvor Ragnaroksmotivet dominerer stammer sandsynligvis fra miljøet omkring Ladejarlerne. Forestillingen om verdens undergang var især præget af tre motiver: Kosmiske katastrofe, sammenbruddet af den sociale orden og kampen mellem guder og jætter.[57]

I mytologien var asernes væsentlige fordel i forhold til de andre magter deres overlegne intelligens, og ved hjælp af den, kunne de tilegne sig kundskaber og kræfter, der kunne afværge verdens skæbne, så kaosmagterne ikke fik overtaget. Efter Gullveigsepisoden fulgte imidlertid den næste katastrofe for guderne, Balders død. Det var en udstilling af gudernes ultimative magtesløshed overfor de destruktive kræfter i verden. Og det betød, at det ikke længere var muligt at standse den negative udvikling, som vil føre til det ordnede univers’ undergang.[58] Ved det sidste slag i verden, skulle guderne stå overfor jætternes hær, der var forenet med de største og farligste uhyrer. Det var drabet på Ymir, som gav jætterne grund til hævn, for i det nordiske slægtssamfund var et drab på ét medlem af slægten et slag mod hele slægten.[33]

Den tyske kunstner Carsten Eggers i færd med at skabe statuen Skuld, en af nornerne (2004).
Mytologiske væsener[redigér | redigér wikikode]
De mytologiske skikkelser tilhørte forskellige slægter af overnaturlige væsener, der under ét ofte blev omtalt som vætter. Nogen af dem optræder som navngivne individer i mange myter, og deres tilhørsforhold til bestemte slægter er utvetydige. Andres familieforbindelser og karaktér er mere gådefulde. Både guderne og jætterne udgjorde deres egne socialgrupper, der fungerede i parallelle samfund, der bestod af familier og klaner. Selv jætterne levede i familiemønstre, der lignede menneskenes og gudernes. Clunies-Ross mener på den baggrund, at jætterne ikke blev opfattet som egentlige kaosvæsener, da de i realiteten levede i velordnede samfund. Årsagen til konflikten mellem guder og jætter lå, i følge hende, snarere i at aserne nægtede jætterne, at få del i deres egen magt og behandle dem som ligeværdige. I periferien af den mytologiske verden var der grupper af væsener, der tilsyneladende ingen sociale strukturer havde, fx levede de ofte som enlige forældre, og børnene havde dyreform.

I den mytologiske verden var der tre hovedgrupper, der havde hovedrollen i myterne; aser, vaner og jætter. Dertil kom subklasser af de dominerende slægter; bl.a. dværge, alfer og mennesker.[59] Den sociale orden, der kendetegnede mytologien, svarede til den virkelige verden, her var de selvejende bønder den dominerende samfundsklasse. Den øvrige del af befolkningen, som udgjorde majoriteten og som bestod af tjenestefolk, frigivne og trælle, kunne ikke agere frit på samme måde som bondens familie, de var totalt afhængige af husherren og fruen.[60] Jætterne fungerede ikke kun som repræsentanter for en fjendtligsindet natur, men kunne også være et billede på de ikke velstående befolkningsgrupper eller fremmede.[42]

Den middelalderlige litteratur var særligt fokuserede på de store navngivne guders gerninger, og derfor er det såkaldt høje mytologi der er blevet bevaret til vore dage. Det betyder, at mytologien for de øvrige mytologiske magter kan være langt mere righoldig end hvad det overleverede kildemateriale bærer præg af. I flere tekster er der påvist hentydninger til mytologiske forhold omkring disse magter, der ellers er fuldkommen ukendte.[61]

De tre konger eller konger; svensk billedtæppe fra 12. århundrede. Figurerne er blevet tolket som enten de Helligtrekonger eller Odin, Thor og Frej.
Guderne[redigér | redigér wikikode]
Guderne (norrønt: goð/guð) var en magtfuld særgruppe af overnaturlige væsener. Deres indbyrdes forhold var meget forskellige, og de spillede derfor forskellige roller i mytologien.[62] De guder, som optrådte i myterne, var ofte personlige og navngivne, mens andre grupper var mere diffuse, ligesom jætterne hvoraf nogle få optrådte som individuelle figurer, mens andre var anonyme. Andre grupper, som fx norner, vølver, diser og valkyrier, optrådte i reglen som kollektiver, selv om enkelte af dem også optræder med navn i forskellige fortællinger. Guderne tilhørte som nævnt ovenfor to slægter, den mest magtfulde og den vi kender flest navne fra, var asernes slægt, den anden var vanernes. De to grupper besad forskellige evner og opførte sig på forskellig vis, og denne opdeling strækker sig tilsyneladende langt tilbage i forhistorisk tid.

Vaneguderne står primært for rigdom og frugtbarhed, Njord for søfart, handel og ejendom, mens hans børn Frej og Freja står for frugtbarhed og seksualitet. Vanerne, især Freja, var også associeret med sejd, en form for magi der gjorde udøveren i stand til at kontrollere andre og opnå hemmelig viden, sejd blev dog af nordboerne anset som en farlig og upassende praksis. Nogle myter beretter om en stor krig mellem de to slægter, der havde fundet sted engang i urtiden. Siden har de imidlertid indgået en fred og de tre vaneguder Njord, Frej og Freja boede i den mytologiske nutid hos aserne i Asgård; det var et resultat af en aftale om udveksling af gidsler som sikring af freden. I moderne tid er det blevet foreslået at vanerne repræsenterede en gammel indfødt religion i Norden, mens aserne blev indført sydfra, og at krigen symboliserede dette religionsskifte. Et synspunkt der dog atter stort set er blevet forladt.[63]

Asernes slægt omfatter nogle af de mest populære og kendte guder, fx Odin og Thor. Disse to guddomme fremstår som to vidt forskellige skikkelser. Odin er en kompleks figur med mange attributter, nogle af dem hemmelighedsfulde eller endda en smule skumle. Han er den mest magtfulde figur i den nordiske mytologi, vis og kyndig udi magi, men er også forræderisk og benytter gerne bedrageri for at nå sine mål. I forklædning drager han ofte ud, enten for at tilegne sig rigdom, magi eller for at intervenere i menneskenes affærer. Han fungerer derfor også som krigsgud og støtter magtfulde krigere, selvom han til slut gerne forråder dem, så de dør og derpå kan slutte sig til ham efter døden. I sine kilder fremtræder han især som de professionelle krigeres gud og kongernes gud. Hans mest berømte våben er spyddet Gungner, hans hest er den ottebenede Sleipner og hans hjem er Valhalla, hvor han samler de bedste krigere som skal kæmpe for ham i den sidste krig Ragnarok. Thor fremstilles som en langt simplere og mindre intelligent figur, hvilket har ført til en beskrivelse af ham som en folkelig gud. Han er fysisk meget magtfuld, og bevæbnet med sit kraftigste våben, hammeren Mjølner er han et af de allerstærkeste væsener i den nordiske mytologi. Han beskytter Asgård mod angreb udefra og kæmper mod jætter og uhyrer. I nogle historier er han ledsaget af Loke, en flertydig person der i nogle tilfælde optræder som en vittig spilopmager, og andre gange som en ondsindet forræder, hvis handlinger i sidste ende vil afslutte gudernes herredømme og iværksætte Ragnarok.

De mytologiske væsener defineredes ud fra en række forskellige faktorer. Den vigtigste var oprindelse og genealogi, dvs. familieforhold. Slægtskabet havde igen betydning for deres domicil, dvs. deres position i det mytologiske landskab. Andre faktorer der karakteriserede det enkelte mytologiske individ var fysiske attributter, karakteristiske ejendele, sociale relationer og de handlinger og rejser de foretog.[41] De magiske ejendele fungerede som eksternaliserede manifestationer af deres natur og handlinger, der både blev markeret gennem fremstillingen og brugen af dem. Gudernes ting forstærkede deres kræfter og gjorde dem næsten uovervindelige.[64] Til aserne knyttede der sig en række begreber relateret til orden, samling og styring, fx bånd og lænker (norrønt: bönd og höpt) og rådsmagt (norrønt: rögn/regin). Det betød ikke at aserne ikke var afhængige af andre magter, som nævnt ovenfor var de ikke almægtige. Deres magt hvilede på kontrol, noget der potentielt kunne brydes. De beboede verdens centrum, hvilket betød, at deres magt blev svagere, jo længere man bevægede ud mod periferien. Længst ude ved verdens kant holdt de farligste, mest utæmmede og de ubundne magter til. Aserne var således ikke transcendente guder, der udefra styrede verden, men var selv en del af den.[65] I en kristen helgenvita (Agatha saga) fremstilles Odins gerninger som meget lidt daddelværdige, selv for en hedning. John Lindow tolker dette som et tegn på, at guder som Odin og Freja nok blev opfattet som magtfulde skikkelser, men ikke som moralske forbilleder heller ikke i før-kristen tid.[66]

Menneskene spillede kun en lille rolle i myterne. De blev skabt med det formål at være krigere for guderne og fylde verden ud, så jætternes territorium ikke blev stort.[67] I sagnene havde mennesker en betydeligt større rolle. Der er mange strukturelle ligheder mellem de nordiske heltesagn og gudemyter, bl.a. i motiv valget. Sagnene har haft en funktion, der mindede om myterne, dvs. normsættende og ideologisk. Heltesagn var fortællinger om almindelige og dødelige mennesker, men som foregik på et guddommeligt plan. Selvom de giver udtryk for at finde sted i historisk tid, er de derfor rige på mytisk stof.[45]

Moderne rekonstruktion af vi fra vikingetiden, Bork Vikingehavn. Omkring hørget ses statuer af Freja, Frej og Odin.
Myte og ritual[redigér | redigér wikikode]
Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Ritualer i nordisk religion.
Mytologien udgør i sig selv ikke et helhedsbillede af religionen, handlinger og sociale manifestationer har ligeså stor betydning.[68] I mytiske sammenhænge blev ritualer udført med det formål at regulere og opretholde den gældende verdensorden, da guderne i myterne brugte rituelle handlinger til at overvinde deres fjender med. Når ritualer optrådte som en del af handlingen i myterne, var det målet at udskyde eller afværge den uafvendelige død. I myterne associeres ritualer således med gudernes ønske om at tilegne sig større styrke eller mentale evner, med det formål at opnå en fordel over deres fjender. De mytiske ritualer fungerede som idealiseret forbillede for de virkelige. Ved at bidrage med en mytologisk begrundelse, skabte myten en direkte forbindelse til mytisk tid, og etablerede et helligt rum, hvor nutid og urtid blev sammensmeltet gennem parallelle handlinger. Ofring var et væsentligt element i flere af myterne. Der optrådte to former for offer, enten af sig selv eller en legemesdel, eller at kollektivet ofrer en fremmed for at afværge en krise. Ofringer fungerede som et forsvar mod det ukendte, ukontrollable og uventede, som fx sygdom, hungersnød, krig osv. I myterne var ofrene antropomorfiske, men i sagaerne var det udelukkende dyr. Menneskeofringer var tilsyneladende forbeholdt konger og adel.[69]

Den mytologi, der beskrives i Snorres middelalderlige litterære fremstillinger, bærer præg af forfatterens ønske om orden. Han har indordnet guderne efter et klassisk græsk mønster, hvor de tildeles individuelle funktioner. I heldigste fald peger de tilbage til den før-kristne kult, men det er højst usikkert.[70] De store navngivne guder, der optræder i myterne, blev hovedsageligt dyrket i officielle sammenhænge. I dagligdagen har andre guddomme sandsynligvis haft større betydning for den enkelte. Der kan have eksisteret lokale mytologier for lokale guddomme. En af dem, Thorgerd Helgebrud, kan være overeleveret som et brudstykke i Håkon Jarls saga.[71] De nordiske myter blev ikke nødvendigvis fremført som egentlige skuespil, selvom deres komposition viser indikationer i den retning, fx i form af middelalderlige levn til lyriske og rytmiske fortællinger. Desuden er der hentydninger til brugen af sange i forbindelse med ritualer hos Adam af Bremen.[24]

Efterliv[redigér | redigér wikikode]
I Renæssancen opstod den første akademiske interesse for den før-kristne nordiske mytologi i kølvandet på den klassiske interesse i det øvrige Europa. I den sammenhæng blev Saxo Grammaticus’ Gesta Danorum første gang oversat til dansk i 1514 I årene derefter begyndte indsamlingen af islandske manuskripter fra middelalderen, og de første bearbejdninger af den ældre islandske litteratur blev udgivet. I 1555 udgav Olaus Magnus sit værk Historia de gentibus septentrionalibus om Nordens folkeliv. Og i 17. århundrede blev de første videnskabelige studier af den nordiske mytologi offentliggjort. Ole Worm var pioner i den forbindelse, og hans arbejde fik derfor stor indflydelse længe efter.[72] I samme periode blev eddadigtene oversat til latin, Peder Resens Edda Islandorum fra 1665 var særligt prominent. Den og andre oversættelser øgede kraftigt kendskabet til den hedenske nordiske mytologi udenfor Norden. Med den romantiske bølge fik vikingernes mytologi et folkeligt gennembrud, og har i nyere tid især spillet en prominent rolle i nationalromantiske sammenhænge, ved f.eks. i digtning og historieskrivning at hævde en særlig nordisk egenart. Denne strømning kan bl.a. genfindes i den danske nationalsang Der er et yndigt land, hvor der er en reference til Freja, og i det danske militær, hvor militærbaser i udlandet navngives med udgangspunkt i mytologien; i Irak: Camp Yggdrasil, Camp Danevang og Camp Einherjer, og i Afghanistan: Camp Viking.

Et andet resultat af den øgede folkelige interesse i hedensk mytologi var fremvæksten af rekonstruktionistiske neopaganistiske bevægelser i begyndelsen af 20. århundrede. En af de mest fremtrædende i denne periode var den tysk-østrigske okkultist Guido von List. Denne tidlige bevægelse blev efter 2. verdenskrig delvist kompromitteret af relationer til nazismen. Siden 1970’erne har der i både Europa og USA været en genopblomstring af neopaganisme, hovedsageligt manifesteret i asetrosfælleskabet, fx Forn Siðr i Danmark.

Wotan ser hvordan flammerne omkranser den sovende Brünnhilde. Illustration af Arthur Rackham til Richard Wagners Die Walküre.
Moderne kultur[redigér | redigér wikikode]
Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Nordisk mytologi i moderne kultur.
Nordisk mytologi fik en fornyet opblomstring i litteraturen og kunsten i tilknytning til den romantiske strømning i 19. århundrede.[73] I Danmark har især N.F.S. Grundtvig haft stor indflydelse på den folkelige opfattelse af mytologien, mens det internationalt især har været Richard Wagners brug af litterære temaer fra mytologien i sin operacyklus Der Ring des Nibelungen, der har haft betydning for kendskabet.

I 20. århundrede har fantasylitteraturen været stærkt influeret, hovedsageligt pga. J.R.R. Tolkiens værker; særligt det posthume værk Silmarillion var stærkt påvirket af nordeuropæiske myter og legender. Men det har især været hans roman trilogi Ringenes Herres popularitet, der lagt grunden for den store udbredelse af figurer baseret på væsener fra nordisk mytologi, fx dværge, elvere og jætter i fantasygenren. Sidenhen har den også været inspirationskilde til værker i andre litterære og populærkulturelle genrer. I Danmark har Peter Madsens tegneserie Valhalla vundet stor popularitet, ligesom Lars-Henrik Olsen romanserie om Erik Menneskesøn. I USA og internationalt har bl.a. Marvel Comics’ The Mighty Thor og American Gods og The Sandman af Neil Gaiman vundet stor udbredelse.

Indenfor heavy metal er elementer af nordisk mytologi tilbagevendende temaer hos bands som fx Manowar og Amon Amarth. Og i Skandinavien er der opstået en hel genre kaldet Viking metal, hvor sange og album baseres på myter og eddadigte.

I spilverdenen findes der referencer til mytologien i adskillige titler, heriblandt World of Warcraft: Wrath of the Lich King, Age of Mythology, Final Fantasy, Ragnarok Online og Tomb Raider Underworld.

Rökstenen fra Östergötland indeholder den længste kendte runeindskrift. Teksten er mytologisk, men dens betydning er usikker. Måske er den udtryk for en østnordisk mytologisk tradition, der ikke har efterladt sig spor i andre skriftlige kilder.[74]
Kilderne[redigér | redigér wikikode]
I før-kristen blev der kun nedskrevet meget få brudstykker af tekst, der kan relateres til mytologien; det drejer sig hovedsageligt om kortfattede runeindskrifter, som kun giver mening, når de sammenlignes med yngre og mere omfattende kilder. I højmiddelalderen nedskrev kristne lærde de beretninger, som i dag er vores hovedkilder til den nordiske mytologi, men de er i høj grad præget af forfatternes kristne baggrund, og derfor skal de som kilder til den før-kristne mytologi behandles med varsomhed. En anden kildegruppe er de materielle levn, herunder især billeder af mytologiske begivenheder. Men uden hjælp fra de middelalderlige skrifter er det heller ikke muligt at tolke deres motiver.

Et væsentligt problem i studiet af nordisk mytologi er, at der ikke er overleveret samtidige nordiske kilder til religionen, alt er enten skrevet af udlændinge eller blevet til efter religionsskiftet. Det betyder, at vi i realiteten ikke har andet end indicier. En prædiken, som findes i Hauksbók fra ca. 1300, er sandsynligvis den ældste nordiske tekst, der er skrevet om nordisk religion. I realiteten er det en oversættelse efter et engelsk forbillede, men den bekræfter, at navnene på de vigtigste nordiske guder var Odin, Thor og Frigg, og at de blev anset som paralleller til de romerske guder Merkur, Jupiter og Venus. Dvs. for forfatteren var der ingen forskel på nordiske og græsk-romerske guder.[75]

Mytologien er i høj grad overleveret gennem skjaldedigtning, måske derfor Odin fremstilles som den største gud; Thor er ellers den mest fremtrædende i myterne, mens Odin havde størst betydning for skjaldene.[76] Litteratur krævede i middelalderen store ressourcer, og var derfor forbeholdt de rigeste, kilderne favoriserer derfor overklassens religion.[77] Den middelalderlige litteratur var desuden særligt fokuseret på gudernes gerninger, derfor kan mytologien vedrørende de øvrige mytologiske magter været langt mere righoldig end hvad det overleverede kildemateriale bærer præg af. I flere tekster er hentydninger til mytologiske forhold, der ellers er fuldkomment ukendte.[61] John Lindow spekulerer i at Trondhjem måske var et hedensk centrum, i en periode, hvor de norske konger var blevet kristne. Og at det var her hvor mange af de mytologiske tekster, der blev samlet i Island, var blevet til.[66]

Codex Regius (lukket) og Flateyjarbok (åben), der i dag opbevares i Islands nationalbibliotek.
Skriftlige kilder[redigér | redigér wikikode]
Vikingetidens kultur var hovedsagelig mundtlig, men man rådede også over et skriftsprog i form af runerne. Det egnede sig imidlertid ikke til lange tekster, og blev ikke brugt til overlevering af fx mytologien. Det betyder ikke nødvendigvis at en egentlig skriftkultur var ukendt, da den fandtes i flere af nabolandene. Grunden til at der ikke udviklede sig en skriftkultur i Norden før religionsskiftet var sandsynligvis, at der ikke fandtes et behov for det.[78] Den skriftlige nordiske litteratur stammer derfor hovedsageligt fra middelalderen. Den islandske litteratur er blevet brugt til at rekonstruere al nordisk og germansk religion med. Jens Peter Schjødt mener, at det kan forsvares med at Island ikke på noget tidspunkt var isoleret fra det øvrige Norden. Men han understreger samtidigt, at det er vigtigt at holde sig for øje, at det islandske samfund var meget forskelligt fra det øvrige Nordens, hvilket sandsynligvis må have haft indflydelse på religionen.[79] Ligesom disse tekster reelt kun indeholder beskrivelser af islændingenes og nordmændenes mytologier. Sammenligninger af især arkæologisk materiale fra den øvrige Norden og de islandske tekster viser dog, at de forestillinger som optræder i bl.a. Eddaerne også har været velkendte i både Danmark og Sverige.[80]

Et andet væsentligt problem ved at benytte de islandske tekster er forfatternes religiøse baggrund, der var kristen. Snorre Sturlason var bagmanden til den vigtige mytologiske tekst Yngre Edda. Han var kristen, men besad en meget stor viden om den traditionelle religion. Han var også skjald, og skrev sit værk som en lærebog for yngre skjalde, der i hans samtid tilsyneladende ikke nødvendigvis kendte den mytologiske baggrund for de kenninge, de benyttede i deres skjaldedigte. Vores viden om den nordiske mytologi skyldes i høj grad ham, da hans intention med sit værk var, at uddybe og forklare de ældre religiøse digte.[81] Snorre Sturlason var dog stærkt præget af kristendommen og de antikke traditioner. Han lavede en systematiseret fremstilling af den gamle mytologi med udgangspunkt i den græsk-romerske litterære tradition. Den struktur, der præger hans beskrivelse af Nordens gudeverden, var derfor sandsynligvis langt mere systematisk end den reelt havde været i før-kristen tid.[82] Dertil kommer, at Snorres tolkningsmodel til oprindelsen var euhemeristisk, dvs. baseret på idéen om en historisk kerne i myterne. Det var en udbredt forklaringsmodel for hedenske myter i datidens kristne lærdomsmiljø.[83]

Både den Ældre Edda, de islandske ættesagaer, Snorre Sturlasons Yngre Edda og de andre af hans skrifter etc. må tolkes på baggrund af at de er skrevet i kristen middelalder og ikke måtte stride mod opfattelsen af det kristne verdensbillede som det eneste sande; verden var skabt af kristendommens Gud, og menneskets syndefald i Edens have var ophav til al hedensk tro og kult, der ville blive besejret af Kristus i tidens fylde ved at slægter og land blev kristnet.[84] Men pga. hans forklaringer og beskrivelser af det mytologiske materiale, benyttes de gerne som udgangspunkt i tolkningen af andre tekster. Den centrale kilde til den nordiske mytologi er den Ældre Edda. Dateringen af digtene er meget usikker, men indholdet stammer sandsynligvis fra før-kristen tid, mens formen kan være yngre.[81]

Manuskriptside med trylleformel fra Merseburg, ca. 9. – 10. århundrede.
Flere romerske kilder til sydgermanernes religion stammer helt tilbage fra romersk jernalder. De viser glimt af en mytologi der havde klare paralleller til den, der kendes fra de nordiske middelalderlige kilder. De ældste beskrivelser stammer fra de første århundreder før og efter vor tidsregning; den eneste af de klassiske tekster, hvor der kan spores paralleller til vikingetidens religion er Tacitus’ værk Germania fra 98 e.v.t..[85] Fra germansk jernalder kendes også en række romerske og græske kilder, de omfatter biografier om kristne missionærer og fortællinger om de germanske stammers og kongeslægters forhistorie (fx Procopius, Jordanes, Gregor af Tours, Paulus Diaconus og Beda). Andre kildetyper omfatter så forskellige teksttyper som lovsamlinger, beslutninger fra kirkemøder, dåbsløfter, pavebreve, prædikener, stamtavler for angelsaksiske adelsfamilier og person og stednavne. Disse kilder er dog i reglen vanskelige at tolke, og forståelsen af dem baseres derfor ofte med tilbageslutninger fra andre kilder.[79] Angelsaksiske stamtavler Kun ganske få fortællinger med mytologisk indhold er blevet bevaret fra det sydgermanske område, det drejer sig om bl.a. Trylleformlerne fra Merseburg og Nordendorfspændet. De indeholder navne på guddomme, der både er kendte og ukendte i det nordiske materiale.

Størstedelen af vor viden om den nordiske mytologi er derfor baseret på middelalderlig skjaldekundskab og fortællinger nedskrevet af den tids munke og krønikeskrivere. Disse tekster er gerne blevet til med en kristen eller romantisk historiekonstruktion for øje. En af dem var Adam af Bremen, der skrev sit værk om ærkebispesædet Hamborg-Bremens historie på bestilling af biskoppen der; det inkluderede et afsnit om Nordens historie og geografi. En anden var den danske klerk, Saxo, der i Gesta Danorum berettede den danske kongemagts rødder tilbage til sagnkongernes tid, og gav derved den daværende danske kongemagt en historisk begrundelse og legitimation, til det trak han både på ældre sandsynligvis mundtligt overleverede sagn og legender og islandsk materiale.[86]

Disse skriftlige kilder blev næsten udelukkende skrevet ud fra et mandligt synspunkt, hvilket ifølge Clunies-Ross forklarer det, hvorfor kvindelige aktører fylder så lidt i myterne og har normalt har en passiv rolle. Runesten og stednavne tyder dog på, at kvinder reelt har spillet en større i de nordiske samfund end litteraturen viser. Vi ved imidlertid ikke om der har eksisteret en mytologi med fokus på kvindelige guddomme.[50]

Arkæologiske kilder[redigér | redigér wikikode]

Runesten med motiv fra Vølundkvadet, Gotland ca. 700-800.
Udover det skriftlige materiale findes en del ikke-skriftlige kilder, der kan supplere de skriftlige kilder, det drejer sig bl.a. om arkæologiske fund. De bevarede nordiske runesten udgør fx et værdifuldt materiale, som i skrift og afbildning kan indeholde levn til den mytologi, vi præsenteres mere uddybende for i Eddaen. Andre germanske folk har derudover bevaret sagn og myter, som komplementerer de nordiske fortællinger. En anden fundkategori er grave, da gravgaver ofte kan tolkes som afspejlinger af forestillinger, der kan genfindes i mytologien.[87][88]

I fundmateriale, som stammer helt tilbage fra stenalderen er der blevet konstateret tegn på religiøse forestillinger; fx tyder skålformede fordybninger på de sten, der dækkede stendysserne, på at man på det tidspunkt ofrede enten til de døde selv, eller til guddomme relateret til dem. Men da der intet skriftligt er overleveret om de religiøse forestillinger menneskene havde i Norden før jernalderen, fordi der ikke er blevet overleveret skriftligt materiale til det, er det imidlertid umuligt at konstatere nogen form for kontinuitet mellem vikingetidens mytologi og stenalderens eller bronzealderens. De afbildninger, som findes på fx helleristninger Sydskandinavien, kan derfor ikke tolkes på grundlag af de mere end 2.000 år yngre myter fra Island.

Odin. Brakteat, Fyn, fra germansk jernalder. Bærer inskriptionen Den Høje, hvilket i yngre tekster fra vikingetiden var et af Odins tilnavne.
Fra romersk og germansk jernalder begynder der at dukke fund op, som med stor sikkerhed kan relateres til den kendte før-kristne mytologi; det drejer sig fx om guldbrakteater med afbildninger af Odin eller Tyr. Andre er dog blevet udstyret med billeder, hvis motiver er fuldstændigt ukendte for os; fx guldhornene. Fra 4. århundrede findes også spor efter mytologiske forestillinger, som efterhånden forsvandt igen; her begyndte man flere steder i Norden at begrave de afdøde i skibssætninger eller rigtige både, de skulle bruges til at fragte den døde til dødsriget. I nogle tilfælde er der fundet en mønt i den dødes mund. Det tyder på at den græske myte om Charon havde en direkte nordisk parallel.[89]

Andre levn[redigér | redigér wikikode]
Hvilke navne der var gudenavne ved vi primært fra middelalderens historier, men forekomsten af de eller beslægtede navne i andre sammenhænge kan også give yderligere information om mytologien. I folketroen er der op til nyere tid overleveret flere forestillinger om afdøde forfædre og naturfænomener, der også kendes fra den før-kristne mytologi. Og beretninger om mytologiske væsener som fx alfer, dværge, huldrefolk o. lign. bygger med stor tydelighed på ældre fortællinger. Med få undtagelser har de kun været mindre guddomme, som har levet videre efter religionsskiftet; en væsentlig undtagelse er Odin, som mange steder i fx Tyskland og Sverige førte den vilde jagt. Folkloristiske forestillinger kan vise nogle af de karakteregenskaber guder og andre overnaturlige væsener blev tillagt førhen.

Ugedagene blev oprindeligt opkaldt efter de vigtigste guder, en praksis, der blev indlånt fra Romerriget. Det navn man brugte i de germanske områder var en parallel til det romerske. Derfor kan nogle af nordboernes opfattelser af deres guder i jernalderen kan påvises, ved at sammenligne dagenes latinske og nordiske navne og de egenskaber, der blev tillagt de romerske guder. Fx er dies Mercurii blev oversat med onsdag, hvilket viser at Merkur blev anset som en parallel til Odin. tilsvarende blev dies Jovis (Jupiter til torsdag (Thor) og dies Martis (Mars til tirsdag (Tyr).[90]

Fordelingen af stednavne, der er dannet af gudenavne, kan ofte bruges som indikation af hvilke guder og gudinder, som blev dyrket i bestemte områder. I nordiske stednavne indgår følgende guders navne med sikkerhed: Thor, Njord, Ull, Frø/Frej, Odin, Tyr, Frigg og Freja. Andre navne, der sandsynligvis er blevet brugt omfatter Vidar, Balder, Høder og Skade. De kollektive betegnelser diser, vaner og alfer forekommer også. Også i personnavne indgik der ofte en guds navn, bl.a. følgende Thor, Frø/Frej, Odin, valkyrienavne og muligvis Tyr, dertil kom også betegnelser på guder, såsom gud, as, ragn/regin (gudemagt), dis og alf.

Før verden blev til, før guderne gjorde deres indtog, og før mennesker og jætter befolkede verden, fandtes det kolde Niflheim – en tåget og mørk verden af is mod nord – samt det varme Muspelheim i syd, hvor ildens varme hersker, og flammerne slår ud fra. I Niflheim har en drage ved navn Nidhug hjemme. I Muspelheim findes ildens hersker og vogter af ildens egn, Surt.

Mellem Niflheim og Muspelheim fandtes tomrummet Ginnungagab, som snart skulle blive fyldt. Fra Niflheim strømmede iskolde strømme ud og blev til isblokke i Ginnungagab, medens tågen blev til rim. Fra Muspelheim kastede flammerne sig ud og mødte isen i Ginnungagab. Isen og rimen smeltede og dryppede ned, og heraf opstod urjætten Ymer. Det dryppede mere og mere, og koen Audhumla fødtes. Koen stod over Ymers hoved, og fra dens yver flød der mælk i stride strømme, som Ymer drak af, medens koen stod og slikkede på de salte sten.

Ymer faldt da i søvn og begyndte at svede. Fra hans armhule sprang en mandlig og en kvindelig skikkelse, og hans ene fod avlede en søn med den anden. Disse var jætter og snart befolkede de Ginnungagab. Medens Ymer sov og koen Audhumla slikkede på de salte sten, kom først et menneskehår frem, derpå hele hovedet og til sidst sprang en mand frem, som hed Bure. Han fik sønnen Borr af sig selv, og Borr giftede sig med jættekvinden Bestla. Sammen fik de sønnerne Odin, Vile og Ve – de første aser.

Odin, Vile og Ve besluttede at dræbe Ymer, og således gjorde de. Ymers blod oversvømmede alt, og alle jætterne – undtaget Bergelmer og hans kone – døde. De tre guder tog Ymers krop og gjorde verden af den. Hans kød blev til muld og udgjorde jorden, hans blod blev til havet, hans knogler blev mægtige bjerge og tænder og knoglesplinter blev til sten og klipper. Over verden lagde de hans hjerneskal, der blev den hvælvende himmel, og fire dværge blev sat til at holde den oppe, nemlig Nordre, Søndre, Østre og Vestre. De tog gløder fra Muspelheim og satte på himlen til at lyse over verden, og de klareste blev til solen og månen.

Jættekvinden Narfe fik datteren Nat, der var mørk, og hun fødte asen Delling sønnen Dag, der var lys og skinnende som sin fader. Guderne gav Nat en vogn trukket af hesten Rimfaxe, hvis våde manke efterlader dug i nattens løb. Dag fik en vogn trukket af Skinfaxe, der oplyser himlen og jorden.

En mand ved navn Mundilfare havde to smukke og strålende børn, en søn han kaldte Måne og en datter han kaldte Sol. Guderne blev vrede over dette og satte som straf de to børn til at styre vognen med henholdsvis månen og solen. Sols vogn, der trækkes af hestene Årvågen og Alstærk, jages af ulven Skoll, som en dag vil sluge solen. Månes vogn trækkes af Alsvider og jages af ulven Hate. Derfor bevæger sol og måne sig så hastigt over himlen.

En dag gik Odin, Vile og Ve langs stranden, og da fandt de to træstammer, som var drevet i land. Af dem skabte de to mennesker – en mand ved navn Ask, og en kvinde ved navn Embla. Odin gav dem ånde og liv, Vile gav dem forstand og førlighed og Ve gav dem sanserne til at opfatte alting. Herpå satte guderne et hegn af Ymers øjenvipper, så menneskene kunne leve i fred for jætterne. Dette sted kaldte de Midgård. Landet uden for kaldtes for Udgård eller Jotunheim – jætternes hjem.

Til sig selv skabte guderne Asgård midt i menneskenes land, men højt hævet over dette. Fra Asgård og til Midgård er regnbuebroen Bifrost, som kun guderne kan bruge, når de vil fra det ene rige til det andet.

Og sådan blev guderne, verden, jætterne og menneskene til. Utroligt nok nævner skabelsen intet om træet Yggdrasil, der ellers spiller en stor og central rolle i den nordiske mytologi. Træet er verdensaksen, og myterne understreger vigtigheden af, at træet ikke går ud. Men alligevel nævnes det kun i forhold til skabelsen i Vølvens Spådom, hvor det fortælles, træet blot var et frø i jorden, da jætterne blev til.

Yggdrasil

Yggdrasil hedder den store ask som står midt i Asgård. Det er den som holder himlen på plads. Det er verdens største træ; det er så stort, at stammen når fra himmel til jord, og grenene breder sig ud over den hele himmel, ja højere op endda!

Her samles guderne for at holde møde. I toppen af træet sidder der en ørn og mellem ørnens øjne sidder der en høg, som hedder Vederfølner. Egernet Ratatosk løber på dens stamme, og fire hjorte springer rundt på dets grene.

Det har tre rødder, som når til hver sin verden og ender i hver sin kilde eller brønd; den ene rod strækker sig til Niflheim og den kolde kilde Hvergelmer, her ligger dragen Nidhug, som gnaver i dens rod. Den anden ender i Jotunheim hos jætterne, der hvor Mimer vogter visdommens brønd, mens den tredje går ind under selve Asgård til Urds brønd, hvor aserne samles hver dag for at holde ting.

Ved den tredje rod, den hos aserne, er Urds brønd, hvor de tre Norner er. Disse tre Norner tager hver dag vand fra brønden og vander træets rod, og dynger det til med slam, for at den ikke skal tørste og gå ud. Sådan er livstræet forankret i tre verdener, og således skal det stå, indtil alting forgår.

De tre norner, Urd, Verdande og Skuld bestemmer hvert menneskes skæbne og spinder dets livstråd. Men ligesom den spundne tråd ikke altid er lige glat og fast, således bliver menneskenes skæbne meget uens; livstråden kan på et stykke være glat, på et andet knudret; den kan blive løs eller fast, og ingen ved, hvornår den klippes over.

Men der er mere at fortælle om asken Yggdrasil. I toppen sidder en ørn, og mellem ørnens øjne en høg, Vedfolner; nederst ved den ene rod gnaver slangen Nidhug og de andre orme, som lever i kilden Hvergelmer, og op og ned ad stammen piler egernet Ratatosk, der bringer ondsindet sladder mellem slangen og ørnen. I grenene går der fire hjorte og napper de unge skud, men træet visner dog aldrig, og bierne lever af den dug, som falder fra bladene; honningfald hedder den.

I “Vølvens spådom” står der:

Ask ved jeg stå, hedder Yggdrasil,
hars træ, vædet med hvid væde,
fra det kommer duggen, som i dale falder,
det står evig-grønt over Urd-brønden.

I “Grimners mål” står der følgende vers:

Under Yggdrasils ask er af orme fler,
end tankeløs tosse ander:
Goin og Moin, der er Gravvitners sønner,
Gråbag og Gravvållud,
Ofnir og Svafnir skal evigt, tror jeg,
tære på træets kviste.

Asken Yggdrasil anløb lider
mer end man tænker, thi toppen
ruskes af hjort, den rådner på siden,
Nidhug hærger forneden.

Yggdrasill, Verdenstræet havde en vigtig betydning, ikke bare i vores del af Verden, men også mange andre steder. Idéen om, at Verdens akse er et træ, har også eksisteret i Indien, Sibirien, og andre steder i Asien. I Rumænien havde man et grantræ, hvor en odder løb op og ned af stammen. I toppen af træet sad en høg, og en slange boede under rødderne. Det er det samme træ som Yggdrasill, bare i en anden version.

Andre ting har også været brugt som verdensakser. Vore forfædre har set noget guddommeligt i alt, der gror/spirer/vokser. Størstedelen af oldtidens guder var frugtbarhedsguder. Bortset fra de kulturer der har haft et træ til at bære himmelhvælvingen, har nogle også haft et menneske; for eksempel grækerne. Her var det kæmpen Atlas, der havde det kedelige job. Han gav navn til sagnlandet Atlantis, og senere til Atlanterhavet. Mennesket der bærer himlen passer også godt med spire/gro-princippet pga. rygraden. Den har tilsyneladende haft stor betydning for “de gamle”. For eksempel i det indiske meditationsprincip. Den guddommelige kundalini-kraft snor sig hele vejen op af rygraden for til sidst at springe ud af hovedet som et slags springvand, så man bliver synsk og alt muligt!

Yggdrasills nærmeste “fætter” må være det gamle saxiske Irminsul. Ordet betyder “Herman-søjle”. Det passer fint med Yggdrasill, som betyder “Yggs ganger”. Ygg og Herman er begge dæknavne for Odin. Han har også en søn/et aspekt der hedder HERmod. At træet skulle være Odins ganger, kan måske forklares ud fra kvadet “Havamál”, Den Højes Tale. Kvadet fortæller, at Odin lod sig hænge i Yggdrasill i ni døgn. Han blev også betragtet som de hængtes gud.

Irminsul, saxernes udgave af Yggdrasill.

Yggdrasill var beboet af en del forskellige væsner, men det er svært at tyde, hvad deres symbolske betydning har været. Men når træet i så mange religioner er blevet set som Verdens centrum, der bærer himlen, må fuglen i toppen have haft stor betydning. I kristendommen svæver Gud (fuglen) over Jorden, mens Satan (slangen) ligger under den. Nidhug må have været “den onde” i den nordiske mytologi. Men hvad skal hjortene og egernet så betyde? Hvis vi kigger på Kundskabens Træ i kristendommen, så snoede slangen (egernet) sig jo op af træet og fristede mennesket (hjortene) til at spise af det.

Guldhornene

Grunden til at Guldhornene er her, er, at der på det korte horn findes dette billede:

Det forestiller Nidhug, der gnaver af Yggdrasill.

Guldhornene blev fundet i 1639 og 1734 ved Gallehus nær Møgeltønder. De er fra ca. 400, og på dem findes en masse mærkelige billeder. Et af dem er det overstående. Det er nok det eneste på hornene, man har kunnet tyde med sikkerhed. Ikke engang runeindskriften på det lille horn er man sikker på. Nerthus/Njord har forbindelse til guldhornene. Hvorfor? Jo, det kan ses lige her:

Nerthus/Njord-guddommen havde to børn, Frej og Freja. Slanger og fisk ser ud til at have haft betydning som frugtbarhedssymboler. Den store kretensiske modergudinde havde også to børn i slangeskikkelse.

Ask og Embla

I en myte siges det, at Odin, Vile og Ve (nogle steder kaldes de Odin, Høner og Lodur) gik sig en tur på stranden, hvor de fandt to træstammer. De gav dem ånd, forstand og liv, og træstammerne blev til de første mennesker, Ask og Embla (Ask og Elm). Yggdrasill var også en ask. Ask og Embla spiller ellers ingen rolle i mytologien, men de har mange paralleller rundt om i verden. Fx i den persiske mytologi, hvor de første mennesker Mashye og Mashyane voksede frem fra et magisk frø.

Med hensyn til Ask og Embla leder det tanken hen på Adam og Eva. De blev også skabt af tre guder – Faderen, Sønnen og Helligånden – tilsammen Gud.

Iduns æbler

Et vigtigt element i den nordiske mytologi var Iduns (eller Yduns) æbler, Ungdommens æbler. Idun var gudinde for ungdom og gift med Brage, skjaldenes gud. Hun vogtede det magiske træ med Ungdommens æbler, som hun plukkede og gemte i sit skrin. Alle guderne fik lov til at spise et æble, når de var blevet gamle, så blev de straks unge igen! Forestillingen om frugter som ungdoms-/udødelighedssymboler er gammel. Den optræder i Bibelen som Livets Træ, og i den græske mytologi som Hesperidernes æbler. Hesperiderne var fire gudinder, døtre af Atlas. I Kina havde man også en forestilling om de Guddommelige Æbler, som gjorde den der spiste dem, guddommelig.

Shirins Orakel : Iduns Æble / Edens Æble symboliserer det æble der sidder i din egen hals, det føles somom du tager et bid af det, når du som Yogi stikker tungen bagom i halsen og op i det lille tomrum i hjernen, og lader den styrkende honning livseliksir fra Orion Nedula, flyde ned i Din/Druidens egen gane, når du springer knogle strengen inde i din hjerne fra den fineste Nordstjerne. Iduns Æble er således Ungdommens æble, som holder dig evig.

Andre træer

På taget af Valhal, krigernes hal stod det magiske træ Lærad. Geden Heidrun åd af træet, og ud af dens patter kom mjød til de tørstige krigere. På den anden side af træet stod hjorten Eikthyrne. Fra dens gevir dryppede en saft, som havnede i Hvergelmer, kilden i Niflheim. Hvad denne historie skal betyde, ved jeg ikke. Måske er Lærad bare en anden udgave af Yggdrasill, træet spiller i hvert fald ingen større rolle.

Geden Heidrun æder af Lærad.

Et andet træ fra myterne er rønnen. Et sagn fortæller, at Thor skulle besøge jætten Geirrød. Da han skulle krydse en flod, steg vandet pludselig kraftigt. Det var en af Geirrøds døtre der lod vandet for enden af floden, og Thor var tæt på at drukne. Men han reddede sig i land ved at gribe fast i et lille rønnetræ. Siden er rønnen blevet kaldt “Thors redning”.

LIVETS TRÆ :
Planche-Æbler-og-træer-i-legenderne

Planchen kan forstørres ved at klikke på linket herover

Yggdrasil er i nordisk mytologi kendt som ”Verdenstræet” eller ”Livets Træ”. Yggdrasil er symbol på verden, hvor træet omtales som ”tidens, livets og Universets træ”. Det er evigt grønt, fordi de nordiske skæbneguder dagligt stænker med livets vand fra fontænen Urd, som strømmer i Midgård. Når ”Verdenstræet” kaldes ”Odins hest”, henviser det til Odins selvofring, da han hængte sig for at vinde visdom.

Yggdrasil er bindeleddet mellem menneskeheden på Jorden og forfædrene eller guderne i Himlen. Yggdrasil er som regel et asketræ pga. produktionen af ”honningdug” til mjød, der forbindes med ”Verdenstræet”. Når guderne drak mjød, var mjød symbol på de erfaringer, der var opnået i livet på Jorden – ikke et middel til beruselse. Under fejringen af vintersolhverv eller Jolahald, der betyder ”juleholden”, brugte man skovfyr som udendørs juletræ eller ”Verdenstræ”. I ældre futhark (den ældste form for runealfabet) afbildes ”Verdenstræet” med en rune, der viser, at træet havde tre rødder – ét i hver verden – dvs. fortid, nutid og fremtid. Træets krone, der altid er grøn, når helt op til himlen, og de tre rødder ender i tre forskellige verdener. En af rødderne går til Asgård, Himlen eller gudernes hjem. Den anden går til Jotunheimen, hvor jætterne bor. Og den tredje går til det underjordiske Hel.

Under hver rod springer en kilde frem. Under jætternes rod er det Mimers brønd med visdommens vand. Under Asgård er det Urds brønd, hvor guderne samles i tinget for at afsige dom. Urd selv er den norne, der kender verdens og menneskehedens skæbne. Fra Urds brønd henter nornerne hver dag vand til træet, og den dug, der falder fra dets blade, holder Jorden grøn. Nederst – under træet – ligger helvedesbrønden Hvergelmer, hvor dragen eller slangen Nidhug gnaver i træets rod.

I Yggdrasils krone lever fire hjorte – Dain, Dvalin, Dunør og Duratro – der æder træets blade. I toppen sidder ørnen Ræsvælg (der betyder ”ligsluger”), men i virkeligheden er det en jætte i ørneskikkelse, som med vingeslagene skaber vind og storm. På dens næb sidder høgen Vedfolner (der betyder ”vejrfalmet” – dvs. bleget af vejr og vind) og skuer ud over verden. Vedfolner er det væsen, der er højest placeret i verden. Et lille egern, Ratatosk (der betyder ”gnavertand”), piler op og ned ad stammen og bringer nyt fra rødderne til toppen. Ved træets fod ligger seks store og mange mindre slanger. Under Ragnarok bliver træet revet op med rode og brændt pga. de store skovbrande, der hærger på det tidspunkt

Hannibal

Dain ( Kain ) Dvalin ( Djævelen ) Dunør ( Dæmon ) Duratro ( Eldorado )

FUTHARK HNIAS TEMBEL

ENDNU EN FIRKLØVER ENIGHED MED POTENTIALE FOR AT FORVANDLE SIT HJORTE LORTE DNA TIL BEVINGEDE KRYSTAL LIGHT BEINGS HJORTE SKINNENDE HVIDT LYSENDE & MED ENHJØRNINGE HORN I DET TREDIE ØJE ; ))) :

DE Hellige 4 Hjorte :
Dain, Dvalin, Dunør og Duratro

Dain = Faktor Kain

Dvalin = Faktor Center Djævelen

Dunør = Dæmon

Durato = Dracula, Som i skabelsen var i besiddelse af Kundalini & Eldorado Kundskaben om Ying & Yangs Gudommelige Forening I Balance med OINUNIO Skaberen, Det Hellige Himmel Hav Over Domefirmamentet.

Durato begyndte på et tidspunkt i Gaias historie, at misbruge denne Hellige Åndsvidenskab til at skabe lidelse omkring sig. Draculas blod mere og mere forgiftet af hans mørke bitre onskabsfulde Jalue sind. Derfor var hans eneste nød løsning at suge blod fra uskyldige børn og kvinder, for således at opnå tilstrækkelig Vikinge Orion Nebula Purehearth Phrana til at overleve her på Gaias Midgård.

Dain ( Kain ) Dvalin ( Djævelen ) Dunør ( Dæmon ) Duratro ( Eldorado )

Hannibal

YGDRASIL COLOURS

Navnet Kresten betyder “en troende” analog med navnet Christian. Navnet kommer fra Kain Slægten. Det betyder at Christian taler med sin Indre Messias og udvikler sit Lucifer Krystal Legeme i form af Christian, som er Kristians Astral Legeme, som nu har forenet sig med Kristians Kød og Blod ?

Det er derfor ukorrekt at påstå, at Kresten har noget med Judas Jalusi og de falske Færisærers Messias at gøre ??? Christ har derfor intet at gøre med et Træ Kors på Himmelen eller skyld og synd og straf og tilgivelse af sjæle til Djævelen herfor???
Abels slægt af Krigsforbryderiske Sleske Uretfærdige og Forræderiske Symstems Apparakapitalisttørers censur af al oprindelig Ur NUN vikinge Yogi Viden fra Fod og Myre Folket og Danisianerne ?

Kresten var af Adams og Kains og Lucifers Vikinge Slægt og Kresten var REEN af Sind.

image

BALDERS DØD ODINS RAVN :

Loke og den blinde Høder. Balder er søn af Odin og Frigg og gift med Nanna; sammen har de sønnen Forsete. De bor på gårde Brejdablik. Balder er lysets gud og gud for planternes vækst og årstiderne. Han er så smuk og lys, at det næsten stråler af ham. Han er en af de klogeste og mest veltalende af guderne. Han er venlig og mild og elsket af alle de andre guder – lige med undtagelse af Loke. En morgen vågner Balder og klager over, at han har haft onde drømme om blod, død og ødelæggelse. Guderne ved, at man skal tage varsler alvorligt, og Odin drager afsted på Sleipner for at få at vide, hvad de onde drømme betyder. Han rider til Niflheim og videre til Hels gård med de høje gærder, thi her ved Odin, at en vølve ligger begravet lige østen for porten. Selv om hun ikke vil forstyrres i sin grav, lykkes det Odin at mane hende op af jorden med stærke trylleord. Hun ønsker ikke at svare på Odins spørgsmål, men til sidst får Odin ud af hende, at der er gjort klar til modtagelse af Balder i Hel, og at han skal dø for Høders hånd.
Da Odin vender tilbage med dette ulykkesbudskab, nægter aserne at bøje sig for skæbnen. Balders moder Frigg får derfor alt under solen til at sværge på, at det ikke vil skade hendes elskede søn Balder. Hun tager omkring til alle guder, jætter, planter og dyr, ild og vand, jern og sten – men glemmer desværre at tage den lille og uanseelige mistelten i ed, som vokser på et træ lige udenfor Valhal. Guderne morer sig herefter med at skyde til måls efter Balder, for nu kan intet jo skade ham. Alt, hvad der bliver kastet eller skudt mod Balder, drejer til siden uden at ramme ham, og den milde Balder har ikke noget imod at være skydeskive.

Loke står og betragter gudernes leg og bliver måske misundelig på Balder, som elskes af alle. Han opsøger Frigg og fortæller, at guderne morer sig med at skyde til måls efter Balder. Frigg ler og fortæller, at hun har fået alt i verden til at love ikke at gøre Balder fortræd. Ja, altså lige med undtagelse af misteltenen, som er så lille, at den ingen skade kan gøre.

Loke brækker en kvist af misteltenen og skærer en pil af den lille snylterplante. Så går han hen til guderne, som stadig står og skyder efter Balder. Et stykke derfra står Balders broder Høder. Han er ikke med i legen, da han er blind. Loke tilbyder at lægge en pil på strengen for ham og sigte for ham. Det vil Høder gerne prøve, og pilen rammer Balder og dræber ham.

Guderne er straks klar over, at det er Loke, der igen har været på spil, men før, der skal tænkes på hævn, skal Balder sendes afsted til dødsriget på sit prægtige skib Ringhorn. Guderne bærer Balders lig ned til stranden, og Balders hustru Nanas hjerte brister ved synet, og sammen med Balder bliver hun lagt på Ringhorn. Skibet er rigt udstyret med offergaver; bl.a. giver Odin sin guldring ring Draupner, og også Balders hest er med på den bålfærd, der skal føre Balder og Nana til dødsriget. Thor antænder skibet ved at svinge sin hammer over det, men da det brændende skib skal skubbes ud på havet, er ingen – selv ikke den stærke Thor – i stand til at rokke det, og man må sende bud efter troldkvinden Hyrrokken, som er af jætteæt. Hun kommer ridende på en ulv og bruger en hugorm som tømme. Hyrrokken tager ved skibets stævn og trækker det ubesværet ud på havet, så gnisterne fyger fra rullestokkene. Alle sørger over den elskede Balders død, og det ender med, at Balders bror Hermod tilbyder at tage til Hel for at få Balder tilbage.

Hermod rider til Hel Odins ravn.
Hermod og Hel. Hermod låner Odins hest Slejpner og rider modigt til Niflheim ad den frygtelige Helvej for at søge at få Balder med tilbage. I ni døgn rider han gennem dybe dale i totalt mørke, indtil han kommer til floden Gjall, som omkranser Hel. Han rider over Gjallerbroen, som er brolagt med det lysende guld. Modgun, den kvinde, som vogter broen, råber efter ham og vil vide hans navn og slægt. Dagen forinden er fem fylker døde mænd redet over broen, men alligevel havde broen ikke gungret så meget som nu. Hun undrer sig også over, at han ikke er dødbleg som de andre. Hermod svarer, at han er på vej for at finde Balder, og Modgun fortæller, at hans broder ganske rigtigt er redet over Gjallerbroen og nu sidder bænket hos Hel. Hermod fortsætter ufortøvet mod nord til Helslugten, som han sætter over i et vældigt spring og når frem til Hels borg Eljudne, hvor han fremfører sit ærinde for Hel. Du husker sikkert, at Hel er dødsrigets herskerinde og søster til Fenrisulven og Midgårdsormen, Lokes afkom med jættekvinden Angerboda. Hel vil ikke slippe Balder, men til sidst får Hermod hende til at love, at hun vil lade ham gå på den betingelse, at alt i hele verden vil græde for Balder. Balder giver Hermod Odins ring Draupner igen, og Nanna giver ham et slør med til Frigg. Herefter må Hermod ride tilbage med den besked. Frigg går emdnu engang rundt til alle i hele verden og får dem til at græde for Balder. Men da hun kommer til en gamle kælling, Tøk, får hun det svar, at “Tøk kun vil græde tørre tårer for balder, og Balder må forblive hos Hel. Du har nok gættet, at Tøk i virkeligheden er Loke, som har forklædt sig.

Lokes straf Odins ravn.
Lokes straf. Da guderne erfarede, at alle ville græde for Balder undtagen Tøk, var de heller ikke i tvivl om, at Tøk var Loke i forklædning, ligesom de vidste, at det var Loke, som var skyld i Balders død. Loke er klar over, at han er gennemskuet, og han gemmer sig derfor ude i fjeldene i en hytte med fire vinduer, ét i hvert verdenshjørne. Om dagen skaber han sig om til en laks og gemmer sig i elven. Imens sætter Odin sig i højsædet Lidskjalv og får snart øje på Loke. Da Loke ser aserne komme op mod hytten, skynder han sig at skabe sig om til en laks og springer i elven. Aserne kaster et ned ud i fossen og begynder at trække det fra den ene ende til den anden. Thor holder i den ene ende og alle de andre i den anden, men Loke klemmer sig ned mellem to sten, så nettet går hen over ham. Aserne kan mærke, at der er noget levende under nettet, så næste gang binder de noget tungt til nettet, så det følger bunden. Loke svømmer foran nettet, men da de er ved at drive ham ud i havet, springer han højt over garnet tilbage i elven igen. Nu ved guderne, hvor de har ham, så næste gang går Thor midt ude i strømmen, og da Loke igen springer over garnet, griber Thor ham i luften. Nu tager guderne fat i Loke og binder ham til tre store sten. Derefter tager de Lokes ene søn søn Vale og skaber ham om til en ulv, som straks sønderriver sin broder Narve. Guderne, som ikke selv ville slå Narve ihjel, bruger Narves tarme til at binde Loke til stenene med. Derefter tager de en giftslange og binder den op over Loke, så giften drypper ham i øjnene. Lokes hustru Sigyn holder en skål under og samler giften op i den. Kun når skålen er fuld, og hun må vende sig for at tømme den, rammer giften Loke. Da vrider han sig i smerte, så jorden skælver, og landet rammes af jordskælv. Her ligger Loke uden at få vådt eller tørt indtil Ragnarok kommer. Lokes skæbne minder meget om den, der bliver den græske trickster Prometheus til del, da han stjæler ilden fra guderne og giver den til menneskene.

Ragnarok Odins ravn.
Som det er spået af Vølven, kommer Ragnarok (det er oldnordisk og betyder “gudernes skæbne” eller “gudernes undergang”), det endelige opgør mellem guder og jætter, verdens undergang. Ragnarok indledes med den såkaldte fimbulvinter, som er tre vintre på række uden mellemliggende somre. Der kommer ufredstider, hvor broder kæmper mod broder, og alle bånd, som hidtil har været hellige, brydes. Alle kaosmagter samler sig om at ødelægge den eksisterende verdensorden.
Det vil endelig lykkes for ulven Skyld og dens broder Had at fange Solen og Månen, som bliver slugt. Stjernerne forsvinder fra himlen og jorden synker ned i mørke. Jorden ryster, og træer rykkes op med rode, og bjergene skælver. Loke slipper fri af sine bånd sammen med sin frygtelige søn Fenrisulven. Den frygtelige ulv løber rundt med sit blodige gab åbnet, så det når fra jord til himmel og sluger alt på sin vej. Der står ild ud af dens øjne og næsebor. Den røde hane, Fjallar galer for at alarmere jætterne, mens den gyldne hane, Gullinkambi galer i Midgård. En tredje hane galer for at vække de døde i Hel. Lokes anden søn, Midgårdsormen forstærker sit greb om jorden, og vældige bølger slår højt op mod land. Ormens ånde udsender gift ved hvert åndedræt.

Fra øst kommer det forfærdelige skib, Neglfar, som er bygget af døde menneskers negle og hår. Skibet, som ledes af jætten Hrym, er bemandet med jætter. Fra nord kommer et andet skib med de døde fra Hel om bor. Skibet anføres af Loke og hans frygtelige datter Hel om bord. Endelig kommer jætterne fra Muspelheim, anført af den gigantiske ildjætte Surt. Sammen med dem er ulven Garm, det nordiske modstykke til den græske helvedshund Cerberus, som har været lænket ved Gnipahulen ved indgangen til Hel. Med sit frygtelige ildsværd sætter Surt hele verden i brand, og da jætterne rider over broen Bifrost, braser den sammen bag dem. Alle samles de til det afgørende slag på Vigrid sletten.

I mellemtiden har Heimdall, der som den første har opdaget fjenden nærme sig, blæst i gjallerhornet og alarmeret alle indbyggerne i de ni verdener. Odin skynder sig til til Mímers brønd, hvor han spørger Mimer (eller rettere Mimers hoved) til råds. Verdenstræet Yggdrasil skælver, og aser og einherjer (de krigere, som er faldet i kamp og kommet til Valhal) gør sig klar til den sidste kamp. De marcherer mod Vigrid sletten med Odin i spidsen, og Odin bærer sin gyldne hjelm og sin skinnende rustning.

Ragnarok.

Alle udvælger deres modstander. Odin sætter kurs mod Fenrisulven, mens Thor ved hans side kaster sig over Midgårdsormen. Frej kæmper mod ildjætten Surt, men han falder som den første, da han, som du måske husker, har foræret sit gode sværd til sin tjener Skírnir. Tyr kæmper mod Garm, og det ender med, at de dræber hinanden. Heimdal kæmper mod Loke, og ingen overlever denne dyst. Det lykkes Thor at dræbe Midgårdsormen med sin hammer Mjølner, men efter at have vaklet ni skridt bort fra uhyret, falder han død om, forgiftet af dets edder. Efter en lang kamp bliver Odin slugt af Fenrisulven, men Vidar hævner straks sin fader ved at placere sin ene fod på uhyrets underkæbe og derefter sønderrive den ved at flå i overkæben. Til sidst sætter Surt ild til alle ni verdener med sit flammesværd, hvorved han selv omkommer i flammerne, og jorden synker i havet.

Verdens genskabelse Odins ravn.
Og nu opstår en ny verden på ruinerne af den gamle. Solen dukker frem igen og sender sine livgivende stråler ned på Idavangen, som ligger ved det nu ødelagte Asgård, og kornet begynder igen at gro. Nogle få guder har overlevet Ragnarok: Det er Odins broder Vile og Odins sønner Vidar og Vale, Thors sønner Magne og Mode, som arver deres faders magiske hammer Mjølner. Balder og hans broder Høder kommer tilbage fra Hel. Guderne samles på Idavangen og diskuterer, hvad der er sket. I græsset finder de de guldtavler, som aserne plejede at lege (spille) med. (Det nævnes ikke i kilderne, men mon ikke Frigg, Freja og nogle af de andre gudinder også har overlevet?) Sammen bygger de en ny gård på Idavangen, Gimle, hvor det gamle Asgård lå.
To mennesker har overlevet ved at gemme sig ved foden af asken Yggdrasil, nemlig Liv og Livtrasser. De har ernæret ved at slikke morgendug på engen. Disse to mennesker vil blive stamfædre til den nye slægt, som skal befolke jorden og tilbede den nye verdens guder. I “Vølvens Spådom”, som er den betydeligste kilde til vores viden om nordboernes Ragnarok, ser Vølven ud i fremtiden og spår, at ondskaben igen vil indfinde sig i verden, og at Nidhug, dragen som gnaver af Yggdrasils rod og æder lig, vil vende tilbage. Og historien vil gentage sig igen og igen. Ørnen i toppen af Yggdrasil er den bevarende kosmoskraft, mens Nidhug er en kaoskraft, som uafladeligt forsøger at ødelægge verden.

Du kan læse Vølvens Spådom her, hvis du har lyst, eller du kan vælge en af de øvrige sider. Hvis du synes, at Vølvens Spådom er blodig og uforståelig, så prøv at læse Johannes’ Åbenbaring :

Vølvens spådom Odins ravn.
Odin aflæger besøg hos Vølven.
“Vølvens Spådom” er et stort gudedigt fra den ældre edda, her gengivet i Thøger Larsens oversættelse fra 1914. Digtet, som er nedskrevet omkring 1270, er en eskatologisk myte om verdens skabelse, dens undergang og dens genopstandelse. Det falder i tre hovedafsnit, svarende til de tre norner, Urd, Verdande og Skuld, som regerer over hhv. fortiden, nutiden og fremtiden. Vølven var middelaldersamfundets kloge kone og seerske. Nogle af dem kunne hensætte sig i ekstase (en shamanistisk trance) og derved hensætte sig til andre verdener, hvor de kunne få svar på de spørgsmål, de fik stillet. I “Vølvens Spådom” bliver vølven Heid opsøgt af Odin, som giver hende sige gaver og beder hende om at se ud i fremtiden. Hun begynder med at skue tilbage i tiden til verdens oprindelse, og derfra videre over skabelsen, guderne guldalder og til nutid. Siden retter hun blikket mod nutiden, og ser ragnarok, hvor guder kæmper mod jætter, kosmos mod kaos, det gode mod det onde, hvorefter verden går under. Endelig ser hun fremad, hvor hun ser skabelsen af en ny verden med en ny orden, men ser også det onde vende tilbage i verden. Således rummer digtet en forudsigelse af et forløb, som gentages.

Vølven begynder med at genkalde sig tidernes morgen, hvor universet skabes og befolkes med guder, jætter, alfer og dværge.
Hør mig nu alle
hellige Slægter,
store og smaa
af Heimdals Sønner.
Valfader vil,
at jeg skal melde
om Mænd i Oldtid,
det ældste, jeg veed.

Jeg saa’ Oldtids
første Jætter,
de har forhen
selv mig fostret.
Jeg husker ni Verdner,
ni Hjem i Træet,
Al-Træets Ungdom
i Underjorden.

Aar var aarle
over Ymers Bolig.
Ej var Sand, ej Sø,
ej svale Bølger;
Jord fandtes ikke,
ingen Himmel,
Ginnunga-Gab var,
men Græs aldrig.

Før Burs Sønner
lod Lande stige,
da de mægtigt
Midgaard skabte.
Sol sken sønden
paa Sten i Salen,
da groed af Grund
grønne Urter.

Sol kom sydfra
sammen med Maane,
højre Haand
greb Himmelranden.
Sol kendte ikke
sine egne Sale,
Maane kendte ikke
sine egne Kræfter,
Stjerner kendte ikke
deres egne Steder.

Da steg alle Guder
til Skaber-Stole,
hver hellig Gud,
for Raad at holde.
Nat og Næet
gav de Navne,
Navn fik Morgen
og Middagstid,
Mørkning og Aften
for Aar at tælle.

Aserne mødtes
paa Idesletten,
der de Helligdom
og Hove bygged,
Smedjer blev opført,
og alting prøvet,
ædelt Metal ved
Esser hamret,
dannet Tænger
og tungt Værktøj.

Tavl paa Tunet
tit de leged,
intet de savned,
alt var gyldent,
da kom tre mægtige
Tursemøer ,
avlet af Jætter
i Jotunheim.

Da steg alle Guder
til Skaber-Stole,
hver hellig Gud,
for Raad at holde
om, hvem der skulde
skabe Dværgfolk
af Blod-Brænding
og af blaa Ben.

Da blev Modsognir
øverst mellem
alle Dværge,
og dernæst Da blev Durin .
I Mands Lighed
dannedes mange
Dværge af Jorden,
som Durin sagde.

Til tre Aser
af Asaskaren,
stærke, gode
Guder kom gaaende,
fandt ved Stranden
svage og arme
Ask og Embla
uden Skæbne.

Aande de drog ej,
Aand de ej havde,
ej Liv, ej Farve,
ej Blod, som leved.
Aande gav Odin,
Aand gav Høner,
Lød gav Loder
og Blod, som leved.

Ask veed jeg stande,
kaldet Yggdrasil,
staar med hvide
Stænk paa Grene.
Derfra kommer Duggen,
som falder i Dale,
over Urds Brønd Asken
evigt grønnes.

Derfra kommer Møer,
mangt vidende,
tre fra den Sø,
som under Træet ses,
(Urd er den ene,
den anden Verdande,
Skuld staar der skaaret
i Stav til tredje,)
Lov de lagde,
Liv for Verdens
Børn de valgte,
voldte Skæbner.

Ene sad hun ude,
da den oldgraa kom,
Anelsers Asa,
og saa’ i øjet dybt.

Hvem spørger mig?
Hvi friste mig?

Alt veed jeg, Odin,
hvor du øjet dulgte.
I Mimers Brønd,
den meget kendte.
Mjød drikker Mimer
hver en Morgen
af Valfaders Pant.
Veed I mer eller hvad?

Hærfader gav hende
Ringe og Halsbaand,
Sandsigergave,
Spaadomsstave.
Vidt saa’ hun, vidt ud
i hver en Verden.

Hun saa Valkyrjer,
vidt fra komne,
færdig at ride
til Goters Folk.
Skuld holdt Skjoldet,
Skøgul ogsaa,
Gunn, Hild, Gøndul
og Geirskøgul.

Den Krig, hun først i
Verden mindes,
kom, da Spydet
stak Gulveig,
og hun i Højs
Hal blev brændt,
tre Gang’ brændt,
som tre Gang’ baaren.

Heid hun hed,
hvor i Hus hun kom,
Spaadomsvølven,
Ulve hun tæmmed,
Sejd hun evned,
Sejd hun øved,
altid elsket af
onde Magter.

Da steg alle Guder
til Skaber-Stole,
hver hellig Gud,
for Raad at holde
om, hvem der List i
Luften blanded
og Hun veed, hvor Ods Mø skænked
til Jætteslægten.

Tor ene heftig
Harme viste,
han sidder sjældent,
naar han saadant spørger,
da revned Eder,
Ord og Løfter,
Overenskomster
brødes alle.

Hun veed, hvor Heimdals
Horn er under
det hellige lyse
Løvtræ lagt.
Over det øses
Fossevældet
af Valfaders Pant.
Veed I mer eller hvad?

Øster sad den oldgraa
i Urskoven
og fostred der
Fenres Yngel;
deriblandt er
den, som bliver
Sols Tyv
i Trolds Ham.

Den ved Baarer
fylder Bugen,
oversprøjter med Blod
Guders Bolig.
Sort bliver Solskin
de næste Somre.
Alt Vejr værres.
Veed I mer eller hvad?

Han sad paa Højen
og slog Harpen,
Gygens Vogter,
gladen Egdir.
Nær ham gol i
Galgegrenen
en skøn rød Hane,
den, som hedder Fjalar.

Gyldenkammen
gol hos Aser.
Den vækker Helte
hos Hærfader.
En anden galer
under Jorden,
Hanen som Sod
i Hels Sale.

Jeg saa’ Balder,
blodig Guddom,
Odins Barns
skjulte Skæbne.
Jeg saa’ vokse
højt paa Volden
tynd og yndig
Mistelten.

Hød traf med Buen,
Træet var Pilen,
som mig syntes
sorgbevinget.
Men Frigg begræd
i Fensale
Valhals Ve.
Veed I mer eller hvad?

En saa’ hun ligge
under Kilde-Lunden,
en, som ligned
Loke i Lænker.
Der sidder Sigyn
støt ved hans Side,
smiler aldrig.
Veed I mer eller hvad?

Da snor Vale
viede Tove,
haardt de holder,
tvundet af Tarme.

Aa gaar af øster
i Edderdale,
Sværdenes Blod-Aa,
som hedder Slid.

Nordligt stod der
i Nidefjælde
Sal af Guld
for Sindres ætter.
En anden Sal
saas i Okolne,
Jættens Brygsal,
som hedder Brime.

Sal saa’ hun stande
fjernt fra Solen
paa Dødningestrand
med Døren mod Nord,
Edderdraaber stænker
ind ad Lugen,
slynget henad Vægge
er Slangerygge.

Der saa’ hun vade
i sejge Vande
Meneds-Mænd
og Mordulve,
den, som faar Elskov af
andres Kvinder,
der suged Nidhugs
Næb de døde,
Ulv sled i Aadsel.
Veed I mer eller hvad?

Frem ser jeg længer,
meget kan jeg sige
om Ragnarok,
Faldets Rædsel.

Brødre hinanden
Banesaar hugge,
Børn af Søskende
Blodsbaand bryde,
Grundene larme,
Gygerne flyve,
og ingen Mand
skaaner andre.

Vildt lever Verden,
Hor saa vide,
Hugtid, Hærtid,
halve Skjolde,
Vindtid, Ulvtid,
saa vælter Verden.

Mimers Sønner ile,
thi Skæbnen galer
ud af det gamle
Gjallerhorn.
Mimers Sønner ile,
Højt blæser Heimdal,
Horn er i Luften,
Ord skifter Odin
med Mims Hoved.

Da skælver Yggdrasils
Ask, det gyser
gennem det gamle Træ.
Da løses Jætten.
Garm glammer højt
ved Gnipahulen.
Lænken brister,
og Ulven løber.

Hrym ager østfra
med Skjoldet hævet.
Jordslangen snor sig
i Jætteharme.
Ormen slaar Dybet,
og ørnen skriger,
har Ligkød paa Næbet,
Nagelfar løsner.

Skib gaar østfra,
Muspels Mænd kommer,
over Hav ledet,
og Loke styrer.
Alle Uvætter
med Ulven følger,
Byleists Broder
er med paa Færden.

Surt kommer sydfra
med svaje Luer,
Valguders Sol
fra Sværdet skinner.
Klipper knage,
og Gyger klage,
døde træder Helvej,
Himlen kløves.

Hvad nu med Aser?
Hvad nu med Alfer?
Nu gnyr al Jotunheim,
Aser gaa til Tinge.
Dværge stønne
ved Stendøre,
Bjergvægs vise.
Veed I mer eller hvad?

Da kommer Hlins
Harm anden Gang,
naar Odin gaar
til Ulvkampen,
og Beles lyse
Bane mod Surt,
da falder Friggs
Fryd i Kampen.

Da maa den store
Søn af Sejrfader
Vidar kæmpe
med Valdyret,
haardt han hugger
Hvedrungs Søn sit
Sværd til Hjertet,
hævner sin Fader.

Da kommer den stærke
Søn af Hlodyn
harmfuld Midgaards Vogter
nedhugger Ormen.
Ni Fjed gaar da
Fjørgyns Søn,
isnet af øglen,
men uden Angest.

Folk har ej mer
i Midgaard hjemme.

Sol ser hun sortne,
synke Land i Hav,
haste af Himlen
herlige Stjerner.
Røg formørker
Maaneskiven.
Højt leger Hede
ved Himmelbuen.

Op ser hun komme
andre Tider
Jord af Vande,
grøn af Vaaren.
Fosser falde,
ørn flyver over,
som paa Fjældet
Fisken hugger.

Aser mødes
paa Idesletten,
mindes den slagne
Muldomslynger,
og mindes der
de mægtige Domme
og Fimbultys
første Runer.

Der skulle atter
underfulde
gyldne Tavler
i Græsset findes,
dem, som i Oldtid
(Guders Førers
og Fjølnes Slægts)
ætter havde.

Da skal usaaede
Agre vokse.
Bittert skal bedres,
Balder skal komme,
Høder og Balder bebo
Hropts Højsale,
de gode Valguder.
Veed I mer eller hvad?

Selv faar Høner
sin Lod i Hænde.
Sønner af begge hans
Brødre bygge
i Vindhjem vide.
Veed I mer eller hvad?

Sal ser hun straale,
mer end Solen,
gyldne Tage
i Gimle.
Der skal det bedste
Folk da bygge,
og alle Dage
dejligt leve.

Vølven ser ud i fremtiden og spår, at Den Høje, dvs Odin vil vende tilbage og retablere verdensordenen. Vølven spår også, at ondskaben igen vil indfinde sig i verden, og Nidhug, dragen som gnaver af Yggdrasils rod og æder lig, vil vende tilbage. Og historien vil gentage sig igen og igen.
Da kommer den høje
til Herredømme
hid fra oven,
han raader for alting,
siger Domme
og jævner Sager,
hellig Lov
fra ham skal holdes.

Frem flyver den skummelt
skinnende Drage,
øglen dernede
fra Nidefjælde.
Paa Flugt over Val
ved Nidhugs Fjedre
Lig hænger ned.
Nu maa hun synke.

Skriv et svar