Fakta Og Fub hos Sagsbehandlere

Velkommen til Fakta Og Fub Hos Sagsbehandlere…….

 

Dømt på formodninger, risikovurderinger og forudsigelser – sker det i Danmark?
.entry-header
Man tror det næsten ikke. Det kan ikke være sandt. Tænker de fleste.
Selvfølgeligt dømmer vi da ikke nogen på formodninger risikovurderinger og forudsigelser – det er jo absurd at forestille sig. Vi har aldrig hørt om at nogen blev dømt for mord, på forudsigelser, risikovurderinger og formodninger – der skal mere tungt bevismateriale til. Det ved vi.
Sådan er det, i det meste af vores system. Heldigvis.
Men på anbringelsesområdet er det lov og ret at tvangsanbringe på baggrund af formodninger, risikovurderinger og forudsigelser. Og dermed dømme barn og forældre til at skulle bo og leve adskilt, med kun lidt eller meget begrænset samvær og kontakt
Her er hvad loven siger (Servicelovens § 58 – stk 1 & 2)
Betingelserne for anbringelse uden for hjemmet uden samtykke
Anbringelse af et barn eller ung uden samtykke fra forældremyndighedsindehaver kan kun foretages, hvis der er en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af omsorgssvigt af forskellig art.
Der skal også være en begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses, mens barnet eller den unge fortsat bor hjemme.
Åbenbar risiko
Der kan være tale om åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling af følgende grunde:
1 forældrene ikke formår at drage tilstrækkelig omsorg for, eller sikre behandling af barnet eller den ung
2 forældrene udsætter barnet eller den unge for vold eller andre alvorlige overgreb
3 barnet eller den unge udviser misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder
4 barnet eller den unge har adfærds- eller tilpasningsproblemer
Begrundet formodning
En begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet betyder ikke, at det er en betingelse, at kommunen først har afprøvet alternative eller mindre indgribende foranstaltninger.
En begrundet formodning vil f.eks. kunne foreligge, hvis det ud fra de foreliggende oplysninger og materiale må forudses, at forebyggende foranstaltninger i hjemmet ikke vil være tilstrækkelige til at sikre barnets eller den unges trivsel og udvikling.
Det afgørende er, om en anbringelse uden for hjemmet vil være mest formålstjenligt set i forhold barnets eller den unges behov.
(Kilde: https://ast.dk/born-familie/sager-om-born-og-unge/anbringelse-uden-samtykke)
Den åbenbare risiko skal blot beskrives som vurderet og/ eller observeret, som værende til stede. Det bliver i de fleste sager, ikke dokumenteret yderligere. Men det får alvorlige konsekvenser for de konkrete forældre og børn, som trods reel manglende dokumentation og bevisførelse, fra kommunen, intet kan gøre – fordi disse formodninger, observationer, risikovurderinger og forudsigelser, bruges og godkendes, som bevisførelse og dokumentation.
Men så kan forældre og børn vel fremlægge deres dokumentation og deres syn på tingene, vil mange sige. Og så vil fejl osv blive rettet. Ja – gid det var sådan. Men det er det ikke.
Familien står under undersøgelsen og opbygningen af sagen, oftest alene overfor systemet, og er ofte både skræmte, vrede og kede af det – og uden viden om hvordan de skal håndtere det der sker og reagere på fejl og formodninger, partshøringer mm. Indsigelser, klager og dokumentation som påviser forældrenes synspunkter og fakta omkring familien, negligeres og inddrages ofte ikke i de endelige vurderinger og afgørelser. Forældre og børns udsagn, handlinger mm fordrejes og beskrives både fejlagtigt og negativt. Protester registreres som manglende samarbejdsvilje. Accept registreres som anerkendelse af de urigtige påstande. Det er en catch-22 situation som mange desværre havner i.
Først til sidst – hvis kommunen vil anbringe og forældrene ikke samtykker – får familien beskikket en advokat, som får få timers salær, for at føre deres sag for dem i B&U udvalget.
Tænk hvis man først gav en mordsigtet, en advokat, når anklageren sammen med politiet mm havde opbygget sagen og var klar til domsafsigelse?  Sikke et ramaskrig der ville lyde!!!
Men når der er tale om familier og børn, accepterer vi tilsyneladende et minority-rapport system, at træde i stedet for den retssikkerhed og de rettigheder, som alle borgere burde være beskyttet af!
Er det bare mig, som synes det er helt galt??? Hvad tænker du???

.entry-content
Posted on 26. februar 2016
Posted in debatoplæg
Tagged ankestyrelse, økonomi, børn, borgere, danmark, debatoplæg, dokumentation, dom, dommere, faglighed, familier, formodninger, kommuner, minority rapport, opråb, paragraf 50, retssikkerhed, risikovurderinger og forudsigelser, socialrådgiver, system
1 kommentar
.entry-footer
#post-##
Dagbog fra virkeligheden – Nr. 7
.entry-header
Denne dagbog, handler om et møde med en familie som har fået tvangsanbragt et barn på et tyndt grundlag for 2 år siden – hvor barnet nu er blevet stadigt mere behandlingskrævende – og er i mistrivsel.
Jeg har kendt familien i 3 måneder – og deltaget i 4 møder på forvaltningen samt 3 “private” møder som det jeg her skriver lidt om. Mit fokus er i denne sag, som i alle sager, hvor der er børn involveret, primært barnets trivsel og tarv – og at skåne og beskytte barnet mest muligt, i det der sker. Familien her er enig.
Frustrationer, frygt og søvnløse tanker bliver vendt og bearbejdet på sådan et møde. …Der afklares og opklares, så tankemylderet stopper – sagens status, spørgsmål og forslag drøftes – der sættes delmål og mål – og der arbejdes målrettet på, at alle holder fokus på, at barnets trivsel og tarv bliver sikret, undervejs i sagen, og det der sker.
Jeg finder det dybt fagligt tilfredsstillende, når jeg, som ved dette møde med en familie, igen, får at vide og mærker, at det gør en stor positiv forskel, at have en som mig, på sagen – til netop, at snakke med om alt det der ER sket og det der sker nu – frygt og håb mm – til at hjælpe med at forstå og handle på det der sker og ikke mindst kæmpe sammen med den for at rette op og rette ud og også være med til, at arbejde for, at sikre det faglige, professionelle fokus og samarbejdet i sagen. Det bekræfter at det man gør er både rigtigt og vigtigt – både for barnet og familien.
Det giver forstærket håb, om en positiv udvikling i sagen, at se og mærke presset og stressen lette – og se familien genvinde sin styrke og handlekraft :3
Det er nemlig, som de fleste familier siger, utroligt befriende, at føle og mærke at nogen kæmper med og for en, og at man ikke står alene – når man står i en svær sag og følelsesmæssig storm – men derimod har nogle at snakke fortroligt med om sagen – som forstår og kender både den – familien – lovgivningen og virkeligheden.
De fleste ser og mærker tydeligt, som familien her, hvor meget det letter og gør en forskel, at have en til, at snakke med om alt det der ER sket og det der sker nu – frygt og håb mm – til at hjælpe med at forstå og handle på det der sker og ikke mindst ikke mindst kæmpe sammen med den for at rette op, rette ud og også være med til, at arbejde for, at sikre det faglige, professionelle fokus og samarbejdet i sagen. Det kan fortsat varmt anbefales.
Det gør nemlig godt at gøre det rigtige, nemlig det, der er bedst for børnene – og at sikre at de – først og fremmest, så vidt muligt – har det godt – er trygge og trives. Selvom de – i hvert fald, for nu, er anbragt på et tyndt eller måske forkert grundlag.

PS:
Desværre sker det, at enten systemet eller borgeren selv spænder så meget ben, at uanset hvor mange kræfter og hvor meget tid man bruger – ER det ikke muligt, at ændre på tingene, ad de sædvanlige kanaler. Det skaber selvsagt frustration og fortvivlelse. Også hos mig. Men det er heldigvis et meget lille fåtal af sager, der har vist sig at være sådan.
.entry-content
Posted on 25. februar 2016
Posted in Dagbog fra Virkeligheden
Tagged anbringelse, B&U, børn, borgere, dagbog, dokumentation, faglighed, familie, familier, fokus, Forældre, frontlinjen, frustrationer, kommuner, mistrivsel, paragraf 50, retssikkerhed, samarbejde, samvær, socialrådgiver, tarv, trivsel
Skriv en kommentar
.entry-footer
#post-##
Den usynlige mur
.entry-header
Som borger i et frit, velstående demokratisk retssamfund, er jeg som barn af 70érne, teenager og ung voksen i 80’erne – efterhåndet dannet og uddannet i 90érne og stadigt mere erfaren og videreuddannet i 00’erne – endt op med en forståelse om og tro på, at det samfund jeg lever i og er vokset i – netop er et demokratisk retssamfund, som har indgået diverse internationale forpligtelser og udviklet sig i overenstemmelse hermed – men dog fortsat er et demokratisk retssamfund.
Den forståelse er gennem de sidste 5-6 år blevet sat på en stadigt mere alvorlig prøve, i mit møde med “Den usynlige mur” som synes at omslutte, bedøve og kvæle, såvel den offentlige sektor, som det reelle demokrati, ytringsfriheden, retssikerheden og vores engagement i samfundets udvikling og tilstand.
En usynlig mur som for mig at se, består at faktaresistens, abe-kasteri, blåstempling af lovbrud og et anke – og retssystem som tror (næsten) blindt, på alt som andre offentlige aktører siger – samt sidst men ikke mindst, stadig mindre retssikkerhed og sikkerhed i forhold til rettigheder, for de borgere som er så uheldige at komme i klemme og blive mast, i deres møde med systemet.
Et system hvor man hører om tilfælde hvor der åbenlyst modarbejdes og tilføres urigtige oplysninger, i en utilsløret “krig” imod den enkelte borger/ familie.
Hvor selv folketingspolitikere på området, svarer opråb, nødråb, seriøse henvendelser, protester mm – med en mur – af tavshed og standardbreve.
Vi lever samtidigt, i en tid, hvor de fleste medier synes at være blevet politikernes venner og samarbejdspartnere – og hvor selv frie og uafhængige medier og journalister, skyr at afdække betændte områder og sager, med en begrundelse om at “det er for kompliceret”.
I en samtid, hvor de faglige organisationer træder vande for – tror jeg – både at bevare kontinuerlig “indflydelse” via kontakter og netværk mm – og undlade, at komme ind til sagens kerne, men derimod nøjes med, vedvarende at kredse om enkelte politiske dagsordener – og i øvrigt bevare status quo.
Det er som om, også de, er omgærdet af en usynlig mur af modstand, mod at se de gruopvækkende realiteter – og være med til at standse dem og finde nye – bedre veje.
Beretninger om problemerne, opfattes af både faglige organisationer for medarbejdere i det offentlige og selve systemet, som angreb. Det er det ikke. Dette understreges igen og igen. Men heller ikke det, lytter de til….
Disse beretninger skrives ikke, for at placere skyld og straf – men for at få rettet op og iværksat de KRAFTIGE forbedringer der er brug for.
Systemet er blevet sygt og det fungerer ikke rigtigt længere – det overlever ved at aflive de værdier og de målsætninger, det blev bygget på. Men degenererer og forvitrer stadigt mere, sålænge der ikke sættes ind, og sålænge sygdommen ikke både diagnosticeres – og helbredes.
For både vores samtids og vores fremtids skyld!

SONY DSC
.entry-content
Posted on 24. februar 2016
Posted in debatoplæg
Tagged økonomi, børn, borgere, debatoplæg, den usynlige mur, dokumentation, faglighed, frontlinjen, kommuner, opråb, retssikkerhed, socialrådgiver
Skriv en kommentar
.entry-footer
#post-##
Tillidskrisen skal løses med en Tillidsreform
.entry-header
Tillidskrisen i befolkningen og i det offentlige, når nye højder, for hver gang mere mistillid, filer endnu en bid retssikkerhed, faglighed og ordenlighed af.
Det sker f.eks når:
– Politikere i folketinget og kommuner kræver kontrol og kontrol af kontrollen i så vidt et omfang at kerneopgaven bliver reduceret til brandslukning og rigide lokaløkonomiske hensyn.
– Faguddannede mister retten til at bruge deres faglighed – men derimod tvinges til at være bureaukratiske robotter, som primært udfylder tjeklister og indberetter til meldesystemer – og overlader afgørelser til et ledelsesteam, som aldrig selv har mødt eller set borgeren.
– Borgere som mødes med selvsamme mistillid som de ansatte er underlagt i deres arbejde. En mistillid som vokser eksponentielt når disse borgere protesterer og klager, men mødes af et anke – og retssystem som har parkeret hele sin tillid hos kommunerne – og afvisere borgernes berettigede klager og protester.
– Medierne ikke tør bringe de mange gruopvækkende beretninger fra frontlinjen på familieområdet – fordi de ikke ved hvem de skal stole på – eller måske stoler på myndighederne over den enkelte borger.
– Politikere i kommuner og folketing som ikke tror borgernes beretning, trods dokumentation herpå, som velvilligt fremlægges.
Befolkningens tillid til politikerne har aldrig været lavere.

Tillidskrisen er dyb!
Den rækker tilmed dybt ind i privatlivet – hvor mange borgere som feks fortæller om langvarig ufrivillig arbejdsløshed, eller om, at deres børn er blevet anbragt på baggrund af massive fejl og ulovligheder, ligeledes mødes med mistro og stigmatisering fra familie, netværk og lokalområdet.
I folkedybet er mistroen til forskellige grupperinger desværre også stigende. Vi deler os i stadigt flere “os og dem”-enklaver – og dermed forbliver vi splittede i den trods alt fælles, frustrationen over samfundets tilstand, de manglende visioner og den store mistillid, som har forplantet sig dybt imellem os, på mange niveauer.
Jeg tror vi har brug for en tillidsreform. Indeholdende bl.a:
Afbureaukratisering – mål om max 30 % arbejdstid på bureaukrati
Specialistuddannelse til B&U socialrådgivere, Handicap socialrådgivere m.fl.
Autorisation til Socialrådgivere i myndighedsarbejde
Sverigesmodel i alle kommuner
og
Styrkelse af retssikkerheden – F.eks vis uvildige borgerrådgivere.
Vi er nødt til aktivt at gøre noget ved al den her mistillid, som ødelægger og forvitrer os og vores offentlige system.
Kom gerne med dit bud på, hvad der skal til – hvad skal sådan en tillidsreform indeholde???
.entry-content
Posted on 21. februar 2016
Posted in debatoplæg
Tagged anbringelse, ansatte, arbejdsløshed, økonomi, B&U, borgere, debatoplæg, dokumentation, faglighed, familier, Forældre, kommuner, kontrol, nej til ulovlig praksis, opråb, politikere, socialrådgiver, tillidskrise, tillidsreform, ulovligheder
Skriv en kommentar
.entry-footer
#post-##
De stjal mit barn!!!
.entry-header
Forord
Dette interview er det første i en række, med medmennesker som har behov for – og brug for at vise deres historie og deres sag til en fagprofessionel som mig – og fortælle deres historie anonymt, for et bredere publikum, via bloggen her.
Mange har skrevet og ringet til mig, at de ønsker at blive interviewet til bloggen. Der bliver plads til alle. Foreløbigt er planen at der bringes 1 interview hver lørdag, sålænge behovet er der.
Den første jeg interviewer ringede og fortalte om sin historie straks hun havde set opslaget her på bloggen – Hun sendte mig omgående alle sagsakter mm – og satte mig i kontakt med hendes advokat. Alt sammen på under 4 timer. Hendes historie og hendes unikke jernvilje og kampånd gjorde at jeg besluttede, at hun skulle være det første interview her på bloggen.
Interview
Overfor mig sidder en tydeligt bevæget kvinde, på 36 år. Hun kan ikke holde tårerne tilbage, mens hun fortæller sin historie. Den er smertefuld og den fylder alt, fordi den, med hendes egne ord, handler om at systemet har stjålet hendes søn, på baggrund af påståede diagnoser og udokumenterede bekymringer for, hendes evne til at drage omsorg for ham. Den historie har hun kontaktet mig, for at få lov til at fortælle anonymt, her på bloggen, for at få hendes historie ud.
Jeg har læst sagens akter, retsudskrifter mm og talt med både moderen her og hendes advokat, om sagen.
Her er hendes historie:
Hun blev gift som 22 årig og fik året efter en datter. De bliver skilt 6 år senere.
Moderen fandt for 5 år siden en ny kæreste som hun senere blev gravid med. Begge havde fast arbejde. Det gik godt.
For 4 år siden døde ex-manden pludseligt. Dette ramte datteren hårdt. Moderen søgte hjælp på kommunen, og fik støtte til datteren. Hun havde et godt samarbejde med dennes sagsbehandler og psykolog indtil hun blev gravid, med den søn som nu er tvangsfjernet. De ser mor som en stor ressource skriver de i papirerne i den sag – indtil hun bliver gravid – og de sender bekymringsskrivelsen, som starter sagen om hendes søn – en sag som behandles af et andet team og en anden socialrådgiver.
Det tilskrives et sammenfald, at moderen få måneder før denne pludselige bekymring, havde klaget over grove fejl og tilsidesættelse af hendes rettigheder ifht hendes datter – og fået medhold.
Hendes søn er nu 13 måneder. Han blev tvangsanbragt straks efter fødslen.
Allerede da hun var 7 uger henne, kom der pludseligt en dag, 2 fra kommunen som forlangte at komme ind og snakke med hende.
Der blev startet § 50 undersøgelse op – og iværksat forældrekompetenceundersøgelse. Hun bestod diverse test mm – men en gammel ugyldig borderlinediagnose blev fundet frem og gjort til årsag for de beståede prøver, hvorpå man konkluderede at der ingen forælderevner var.
Undervejs går hun og kæresten fra hinanden. De rådes, af en advokat, til at hun alene skal have forældermyndigheden – dette råd følger de desværre – og 3 dage før fødslen ER det afgjort i B&U at barnet skal tvangsfjernes ved fødslen.
Hun når at holde ham i 2 timer før hun må give ham til hans plejemor. Herefter gik hun ned med flaget i næsten 3 måneder. Hun havde fået en svær depression, og blev indlagt på psykiatrisk afdeling. Her blev det afdækket at hun ikke har borderline, men har posttraumatisk stress og en kraftig påvirkning herfra – på grund at de ting der er sket de seneste år.
Disse papirer bruges nu til at fastholde at hun ikke kan varetage drengens tarv og udvikling.
Hun ser ham 1 time om ugen, i et familiehus. Samarbejdet med plejefamilien er svært. De titulerer sig mor og far – og drengen som deres barn – og får kommunens opbakning til dette. Hjemme har hun 1 stor teenagedatter på 13 år, som er kraftigt påvirket af tvangsanbringelsen af lillebroderen. Både ankestyrelsen og byretten har givet kommunen medhold.
Der er netop indgået adoptionsansøgning fra plejefamilien. Kommunen har skrevet til hende, at de mener hun bør samtykke og lade plejefamilien adoptere hendes søn, da de ikke vurderer at han vil kunne hjemgives på noget tidspunkt under opvæksten.
Hun er nu ved at spare op til, at få råd til at gå i landsretten med sagen. Men det er svært på kontanthjælp og med en datter som også kræver sit. Af og til tænker hun på om hun skal give op, holde op med at kæmpe.
Men så siler tårerne og hun ser sin elskede søn for sit indre blik, og så ved hun det, i hver en celle i kroppen, at hun aldrig vil kunne give op, før hun ligger ned og ikke kan mere.
Afsluttende kommentar:
Tusind tak til “Mor” for at jeg måtte høre og bringe din historie her på bloggen.
Det er godt at vide at du har gode advokater, et godt netværk og gode venner omkring dig. Det gør mig oprigtigt ondt, at du har oplevet og oplever, det som du gør. Vi er mange som kæmper for at få sagerne frem og få politikerne til at vågne op. Det er du med til, når du fortæller din historie her. Tusind tak for det.
Kærligst fra Mette
.entry-content
Posted on 20. februar 2016
Posted in Interview med et medmenneske
Tagged adoption, anbringelse, ankestyrelse, B&U, børn, borderline, de stjal mit barn, debatoplæg, depression, diagnose, dokumentation, faglighed, familiehus, familier, fødsel, paragraf 50, plejefamilie, retssikkerhed, samvær
7 kommentarer
.entry-footer
#post-##
Opråb fra virkeligheden!
.entry-header
Følelserne er mange, og skæbnerne smertende og lange – i de grupper og på de sider, på facebook, hvor forældre til anbragte børn, forsøger at støtte og hjælpe hinanden. I disse grupper er der også en del fagprofessionelle og advokater som giver råd til disse forældre. Jeg er som privat socialrådgiver mm, en af dem.
Det er ikke for børn at læse de sider og grupper og at høre og se de skæbner….
Mange skriver om sagsbehandlingsfejl, lovbrud, samarbejdsproblemer, indførelse og fastholdelse af dokumenterbart forkerte oplysninger i sagen – og subjektive negative forestillinger og formodninger, som fastholdes og søges bekræftet. Fraværet at beskrivelse af ressourcer og styrker, er larmende – både børns og forældres egne udsagn betvivles og underkendes i den samlede vurdering – og eksterne undersøgelser, udtalelser, rapporter mm. tillægges ingen særligt vægt.
Til gengæld tillægges børnenes og familiens frustrationer, klager, protester og andre reaktioner på systemets behandling af dem, meget stor negativ vægt og bruges som begrundelse for, at konkludere, at man har ret i de fordomme og synsninger som er trådt i stedet for det fagligt funderede og inddragende helhedssyn.
Forældre, børn og de fagpersoner der hjælper dem, oplever tilmed ofte, at blive sanktioneret, intimideret og desauveret, når der klages og gøres indsigelser.
De familier som ikke protesterer og klager over urigtige negative beskrivelser, ulovligheder og ukorrekte fakta, dårlig sagsbehandling mm, opnår desværre ofte, at det bruges som bevis på, at systemets frontperson i sagen, har ret i sine fordomme og gør det rette…
Det er desværre i tråd med hvad jeg ser i ca 70% af de sager, jeg kommer i kontakt med. Mens jeg i de resterende 30% af tilfældene ser vilje til samarbejde, reel faglig helhedsindsats som mål for arbejdet, åbenhed og lydhørhed – samt et konsekvent fagligt fokus på barnets/ den unges bedste.
Men at se det i 7 ud af 10 tilfælde er i sig selv rystende!!!
Der er kort sagt, noget riv rav ruskende galt derude!
Retssikkerheden sejler mere end selv de værste pessimister frygter. Kommunerne, hvor det er værst, står som en struds med hovedet i jorden og forsøger at benægte alt og dække over de fejl og ulovligheder som ligger bag, de skæbner de uretmæssigt har knækket i processen.
De fleste steder tror politikerne – både på borgen – i regioner og kommuner – tilsyneladende blindt på deres ledere og ansatte på gulvet. Pressen er berøringsangst og ankesystemet er handlingslammet i omstruktureringer og uhørt pres – så de blåstempler oftest uden videre, kommunernes afgørelser….selvom advokater mm fremlægger dokumentation på at kommunens afgørelse er forkert,,,
Det er der altså, nødt til at blive gjort noget ved, fra politisk hold. Det kan kun gå for langsomt!

.entry-content
Posted on 19. februar 2016
Posted in debatoplæg
Tagged 70%, økonomi, børn, debatoplæg, facebook, faglighed, fagpersoner, familier, følelser, FB, Forældre, fordomme, grupper, klager, lovbrud, opråb, privat socialrådgiver, retssikkerhed, sagsbehandlingsfejl, sider, skæbner, synsninger, systemet, virkelighed
4 kommentarer
.entry-footer
#post-##
Nulfejlskultur og faktaresistens – en farlig cocktail
.entry-header

Til trods for at vi de seneste år, har set adskillige undersøgelser, som påviser fejl i sagsbehandlingen, i op mod 80 % af sagerne – er det mere end almindeligt svært for borgere, at få medhold i indsigelser og klager. Både ifht kommunen – og ankesystemet møder mange borgere en tyk mur af faktaresistens og ansvarsfralæggelse – og det samme sker desværre, når de efter at blive mødt af mur på mur, til sidst, henvender sig til folketingspolitikere og ministre.
Standardbreve påtrykt lovens bogstaver – tilsat en eller flere kommentarer om, at ansvaret ligger et andet sted, udsendes tilsyneladende rutinemæssigt til borgere og deres advokater, når de i desperation henvender sig på øverste sted, fordi ingen vil tage ansvar for de dokumenterbare og forsætlige lovbrud og grove brud på de forvaltningsretlige regler og grundlæggende sagsbehandlingsregler, som de kan påvise.
Det får mig af og til, til at tage min retsplejelov frem og læse i den – for lige at blive (gen) forsikret om, at jeg ikke lever i en bananstat, men i et demokratisk retssamfund.
Ved nærlæsning af retsplejeloven kan det heldigvis konstateres: Ja – Danmark er fortsat en demokratisk retsstat.
Men det er en farlig cocktail af nulfejlskultur og faktaresistens, som er vokset frem i det offentlige. En kultur som har ført til, at mange borgere oplever at blive mødt af og fanget i, et kafkask system, som nedbryder og ødelægger dem – i stedet for det, som er meningen – at støtte og hjælpe til at løse akutte problemer, opnå mest mulig selvforsørgelse, et anstændigt liv og blive/ være en ressource for samfundet, og i sit liv.
Når man ikke vil erkende fejl og problemer – får man nemlig heller ikke lejlighed til at standse op – lære af fejl og blive bedre. Borgerne som oplever, det bliver reelt retsløse, sålænge systemet lukker om sig selv og enten benægter fejl og lovbrud – eller blåstempler dem med “Elastik i metermål paragraffer” gennem anke og retssystemet.
Hvad skal der til, for at bygge bro mellem virkeligheden og virkeligheden – og så vores magthavere??? Hvordan får vi skabt den åbenlyst nødvendige debat om problemerne i det offentlige – herunder ikke mindst det problem, at rigtigt mange ser deres retssikkerhed og rettigheder knægtet og tilsidesat i denne faktaresistente nulfejlskultur, som er vokset frem??
.entry-content
Posted on 19. februar 2016
Posted in debatoplæg
Tagged ankestyrelse, autorisation, økonomi, børn, debatoplæg, dokumentation, faglighed, faktaresistens, familier, folketing, frontlinjen, kommuner, nulfejlskultur, politik, politikere, retssikkerhed, socialrådgiver
Skriv en kommentar
.entry-footer
#post-##
Kejserens nye klæder
.entry-header

Dette indlæg handler om en omsiggribende syg faglighed, som desværre florerer indenfor omsorgsfagene, mange steder. Det er noget vi er nødt til at italesætte og sætte en debat igang om.
Det er IKKE et angreb, men et opråb. Om at vi skal sige fra.
Ja, jeg ved det godt: Det er ikke en nem debat. Mange føler sig stødt. Bliver sure. Andre igen siger at de foretrækker en “anden” – dog ikke nærmere defineret måde at løfte debatten på. Undskyldningerne står i kø sammen med berøringsangsten. Advarsler om ikke at gøre de rigtige/forkerte” sure tikker ind i private beskeder, sammen med thumbs up og tilkendegivelser om, at man er enig med mig, i det jeg skriver. Mange “tør” dog ikke gå officielt ind i debatten eller kommentere på det, som jeg skriver om igen, i denne note…. beskæmmende 🙁
Det her er i høj grad, som historien om kejserens nye klæder – mange ser at han ikke har noget tøj på (at fagligheden er syg) – men ingen tør sige det – og efterhånden tror de fleste selv på det – og alle bekræfter hinanden i at kunne se hans tøj (At det er god faglighed) og i at de som IKKE kan se det – dermed viser at det er DEM som er dumme/ ikke forstår “det faglige” i den syge faglighed! Men vi ER mange som ser det og som drengen i Kejserens nye klæder, nu peger og siger det som det er: Han har ikke noget tøj på – Fagligheden er syg!
Hvordan er fagligheden syg?
Syg faglighed er når man kommunikativt i sagsfremstiilingen og i sin retorik i tale og på skrift, skaber et fastlåst negativt syn på borgeren på baggrund af personlige synsninger (læs fordomme) og kollegaers bekræftelser af disse – Frontmedarbejderen søger at bekræfte dette negative syn og samtidigt, i forhold til det flerfaglige og det tværfaglige netværk, føder og styrker vedkommende det negative syn på borgeren, gennem den retorik og den tilgang, der anvendes.
.
Det kan desværre dokumenteres i flere tilfælde at dette finder sted – med fatale konsekvenser for borgerne.
Den syge faglighed udvikler sig nogle steder, dels for at man på denne måde, kan bilde sig selv og hinanden ind at det man gør er fagligt godt og fordi man ikke tør gå imod strømmen i frygt for selv at ende i ledighedskøen med et no go skilt i panden….
Endeligt passer det ind i de politiske krav om procesmål frem for resultatkrav – og i de økonomiske incitamentsstrukturer de forskellige dele af den offentlige sektor er underlagt. Det handler OGSÅ om en politisk forråelse hvor kontrol og mistænkeliggørelse erstatter socialt arbejde i praksis – her er der i min optik et fagligt ansvar som ikke løftes – men derimod undskyldes med at man ikke har indflydelse på lovgivningen – men “bare” skal implementere den.
Vi skal sgu sige fra!
Vi skal sgu sige fra og sige det højt når lovgivningen er kontraproduktiv – når faget forråes og når vi af mange grunde, tvinges mere eller mindre til at dække over, indoptage og praktisere den syge faglighed. Det er jo for pokker ikke det vi er uddannet til. Det er ikke meningen med arbejdet i frontlinjen. Det er i bedste fald, brandslukning og at tisse i bukserne på en iskold dag – det er kortvarigt vi holder varmen (troen på at det vi gør er fagligt og godt) på denne måde. Hvis ikke vi tager det her op og får gjort noget ved det, tillader vi faktisk, den gode faglighed – og den reelle retssikkerhed for borgerne, at dø mellem hænderne på os. Sammen med de værdier og det menneskesyn som vores velfærdssamfund blev bygget på.
Der er masser af fejl og brud på garantiforeskrifter, retsregler mm i disse sager – og der bliver klaget, anket og gjort meget fra de som har kræfter til det eller har råd til at hyre privat hjælp. Det hjælper de få. Men i min optik er det langt fra godt nok, at nogle få har mulighed for at kæmpe imod.
Problemet er den syge faglighed som vi ikke vil være ved, findes. Derfor må og skal vi tage den her debat og gøre det klart når vi møder og ser den syge faglighed – at nej – kejseren har ikke noget tøj på – fagligheden er syg!
NB:  Jeg har som privat socialrådgiver selv indsamlet en del dokumentation på syg faglighed (som borgerne har givet mig lov til at anvende anonymiseret) – og har herudover kendskab til en del yderligere dokumentation hos andre private rådgivere.
.entry-content
Posted on 18. februar 2016
Posted in debatoplæg
Tagged debatoplæg, DS, kejserens nye klæder, nej til ulovlig praksis, syg faglighed
2 kommentarer
.entry-footer
#post-##
Indgreb eller overgreb?
.entry-header
Om Børnefaglige undersøgelser og indsatser
Når man som socialrådgiver kommer ud til en familie, som der er indgået bekymring om, til kommunen, er det uhyre vigtigt at være opmærksom på, at det der er tænkt som en undersøgelse ifht hvorvidt der er behov for et indgreb fra kommunens side – for at sikre at særligt børn og unge i familien er trygge og har det godt – ikke i stedet, bliver til et overgreb, mod både forældre og børn.
Det kræver høj grad af professionalisme, indsigt og menneskekundskab at balancere på knivsægget mellem indgreb og overgreb, i forhold til en familie, som der er rejst bekymring omkring.
Når der startes en § 50 undersøgelse (Børnefaglig undersøgelse) på baggrund af bekymring for familien, er der forud herfor allerede foregået en del, som familien oftest ikke er orienteret fuldt om. Herunder ikke mindst §49a udvekslinger af fortrolige oplysninger i det tværfaglige netværk, tværfaglige netværksmøder, samtaler med børn og andre omkring familien etc.
Her bliver det absolut afgørende at den undersøgende socialrådgiver, når vedkommende kommer ud til familien, er i stand til at forblive professionel og har den fornødne tid til, at lære familiens anatomi at kende – uden at forfalde til at tage afsæt i de fastlåste forforståelser og fordomme, som desværre ofte opstår, i § 49a udvekslingsmøderne om den enkelte familie.
Forudsætningerne for et vellykket indgreb som ikke udvikler sig til et overgreb, er:
Fagligt tilstrækkelige kompetencer og indsigt
Inddragelse af familien og netværk
Tid til arbejdet
God sagsbehandling
Samarbejde med familien og ikke mindst
Åben og ærlig kommunikation.
En sidste forudsætning for at det lykkes, er tillid.
Tillid mellem familien og socialrådgiveren og mellem socialrådgiveren og dennes foresatte. Desværre er begge dele under voldsomt pres i vores aktuelle praksis – bl.a grundet manglende tilstrækkelig faglighed, tid og indsigt hos såvel socialrådgivere som deres foresatte. Det vil jeg komme nærmere ind på, i et andet indlæg her på bloggen.
Hvordan indgreb bliver til overgreb
Når det går galt og indgreb bliver til overgreb, sker det som regel allerede tidligt i sagen.
Det sker når familier beskrives og opfattes på en (negativ) måde som er langt fra hvordan de selv og deres netværk ser og oplever tingene – når fragmenter tages ud af en sammenhæng og blæses ud af proportioner med store bekymringer til følge –  når der ikke lyttes til familiens indsigelser og protester – og når familien ikke inddrages og samarbejdes med, men fastholdes i et negativt og ensidigt lys, i sagsfremstillingen.
Mange klager og protesterer hvis de oplever dette- hvilket desværre ofte resulterer i at der opstår en veritabel skyttegravskrig mellem forældre og kommunens B&U afdeling. Ingen vil give sig og alle taber selvsagt på den lange bane. Ikke mindst børnene, som mærkes for livet. Det sker at forældre siger nej til indsatser som de ikke har brug for og som ikke imødekommer de faktiske udfordringer de måtte have. Nogle kommer selv med forslag som desværre ofte afslåes. Det konkluderes i stedet, at forældrene ikke kan eller ikke vil se, at de og deres barn/ børn har behov for kommunens indgreb.
De erklæres usamarbejdsvillige, og beskrives som værende udenfor rækkevidde. Herpå indstilles der til tvangsmæssig anbringelse af familiens børn/ unge, under henvisning til at det vurderes, at problemerne grundet forældrenes manglende samarbejdsvilje, ikke kan løses i hjemmet, trods dette har været forsøgt.
Når først et indgreb bliver til et overgreb, må det konstateres at indsatsen ikke er lykkedes. Her taler jeg selvsagt ikke om de (heldigvis) få familier som reelt omsorgssvigter, forgriber sig på og vanrøgter deres børn, men om det sørgeligt store antal af familier, som udviser “symptomer på livet” og godt kunne bruge en håndsrækning fra systemet, men i stedet for et forebyggende frugtbart indgreb, mødes med et overgreb, på deres familie.
Men – spørger mange nok – burde disse familier så ikke bare sige ja tak, til de indsatser mm som kommunen tilbyder – er det trods alt ikke bedre?
Desværre er svaret på dette ikke, at forældrene bare skal acceptere negative beskrivelser, fejl og deciderede urigtigheder i offentlige papirer om dem og deres børn, og sige ja til indsatser som retter sig mod fiktive ikke eksisterende problemer i familien.
For det første, vil accept af det forkerte og meget negative, der står, om dem og deres børn, betyde at det for tid og evighed vil fremstå som en erkendelse af, at det skrevne er korrekt. Det vil kunne ramme dem hvis nogen igen underretter på dem – eller hvis kommunen af egen drift beslutter at genstarte sagen.
For det andet hjælper det selvsagt ikke at sige ja til omfattende hjernekirurgi som svar på behandling af en forkølelse, det siger sig selv.
For det tredje er de tilbudte indsatser ofte vidtrækkende og til skade for familiens børn på sigt – herunder feks frivillig anbringelse og aflastning udenfor hjemmet.
Det videre forløb
Når en kommune grundet manglende samarbejdsvilje hos forældrene, beslutter at tvangsanbringe et barn udenfor hjemmet, er det selvsagt et stort overgreb mod familien.
Familierne får ret til en advokat som dog ikke betales nær nok, til at kunne sætte sig ind i sagen og situationen. Kommunen har adskillige “Elastik i metermål paragraffer” som går ud på at man kan tilsidesætte rettigheder mm under henvisning til at det vurderes som værende bedst for barnet/ sagen/ almenvellet. Disse vurderinger vejer i 9 ud af 10 tilfælde mange gange tungere end al den dokumentation på det modsatte, som familien kan fremvise. Langt de fleste taber derfor kampen i hhv B&U udvalg, ankestyrelse og byretten.
Det ser ud til, at desto mere en familie kæmper imod, desto mere går det ud over deres samvær med deres barn/ børn og samarbejdet med kommunen. De og børnene beskrives og vurderes og ses i et negativt syn og uanset hvor meget familien kan vise og påvise at anbringelsesgrundlaget ikke er korrekt eller ikke længere er til stede, synes kampen at fortsætte med uformindsket styrke, indtil de måske er heldige at få en dygtig og erfaren nok advokat, som det lykkes for, at få sandheden frem.
Desværre går mange familier i stykker i processen som ofte varer i årevis. Både forældre og børn skades og mærkes for livet. Det er ikke altid muligt, at rette op.
Men det må og skal være muligt at forhindre at indgreb bliver til overgreb.
Bud på løsninger:
Specialistuddannelse til B&U socialrådgivere
Autorisation
Sverigesmodellen
Afbureaukratisering.
Har du andre bud?

.entry-content
Posted on 18. februar 2016
Posted in debatoplæg
Tagged afbureaukratisering, anbringelse, ankestyrelse, autorisation, økonomi, B&U, børn, debatoplæg, faglighed, familier, indgreb, overgreb, paragraf 50, retssikkerhed, socialrådgiver, specialistuddannelse, sverigesmodellen
1 kommentar
.entry-footer
#post-##
Skyggedanmark på B&U området er ikke for børn!
.entry-header
Jeg har netop set “Janus og skyggeDanmark” – om Tvangsanbringelser, på Kanal 5.
Vi ser 2 familier hvor hhv 1 og 4 børn er tvangsfjernede.
I begge sager er der konstaterbar dårlig kommunikation, fejl, mangelfuld oplysning af anbringelsesgrundlaget og mangel på vilje til samarbejde, i sagerne, fra kommunens side – samt mangel på reel varetagelse af mindst 2 børns tarv og trivsel….
Janus konstaterer i udsendelsen, at det ser ud til at nogle svære sager kører i hårdknude, hvorpå det udvikler sig til en krig mellem kommunen og familien – hvor ingen vil give sig – og barnet/ børnene bliver taberne.
Flere dygtige professorer udtaler sig og peget tilsammen på 3 grundlæggende problemer på børneområdet:
1: Utilstrækkelig faglighed og professionalisme i anbringelsessager.
2: Manglende tid til at opnå et tilstrækkeligt og dækkende kendskab til familiens anatomi – udfordringer og ressourcer.
3: Grundlæggende sagsbehandlingsfejl/ forkert håndtering af sagen.
Det falder – synes jeg – desværre godt i tråd med det jeg beretter om her på bloggen.
Både professorer og Janus er i øvrigt enige i at der er behov for en specialuddannelse for de socialrådgivere som arbejder med udsatte familier og anbringelser. Grunduddannelsen er ikke tilstrækkeligt.
Jeg er enig. Fordi det kræver meget høj grad af professionalisme, indsigt og menneskekundskab at navigere til børnenes reelt bedste i disse sager.
Er du enig ???

Skriv et svar